Sexnetto.dk er navnet på en sexshop, som bliver drevet af en 37-årig mand fra Sønderborg. Men om den erotiske online butik kan få lov at beholde navnet er nu usikkert, skriver mx.dk.
Ifølge Dansk Supermarked, som står bag Netto-butikkerne, minder navnet på sexshoppen nemlig for meget om Nettos.
- Jeg kan sgu ikke forstå den sammenligning, de hentyder til. Jeg kan undre mig over, hvordan der kan opstå tvivl, siger Jan Jacobsen til metroxpress.
Han ønsker ikke at ændre navnet på sin sexbutik, da han har brugt otte år på at bygge den op. Men dagligvarebutikken Netto mener, at de har patent på ordet "Netto".
- Det er det, jeg tjener alle mine penge på. det er mit levebrød, og det vil blive taget fra mig, siger sexshop-ejeren til metroexpress.
Sagen mellem Dansk Supermarked og Jan Jacobsen skal afgøres hos Domæneklagenævnet.
Kilde: mx.dk