Selvom du har glemt din pung derhjemme, kan du stadig betale for dine varer, når du fra på torsdag besøger et Bilka-varehus. Det kræver bare, at du har en smartphone med app'en Mobilepay installeret.
Dansk Supermarked indfører nemlig Mobilepay som betalingsløsning i alle landets 18 Bilka-varehuse, så du fremover kan betale for dine varer med mobilen. Det skriver Finans i dag.
Men inden for den nærmeste fremtid kan du også nøjes med mobilen som betalingsmiddel i andre af Dansk Supermarkeds butikker. I de kommende måneder kommer Føtex og Netto nemlig også med på vognen, oplyser Dansk Supermarked til Ritzau Fokus.
- Mobilepay er stadig en ny teknologi, som mange lige skal vende sig til at bruge. Derfor har vi af hensyn til kunderne valgt at starte ud med Bilka, hvor vi har mange medarbejdere stående klar til at hjælpe, siger pressechef i Dansk Supermarked, Mads Hvidtved Grand, til Ritzau Fokus.
Allerede nu kan Mobilepay bruges i en række udvalgte Føtex-butikker, men ved udgangen af uge 27 vil mobilbetaling også være muligt i 24 Føtex-butikker og en række Netto-butikker, oplyser projektleder i Dansk Supermarked, Steffen Skov Larsen.
Han forventer, at samtlige af Dansk Supermarkeds butikker senest vil have Mobilepay i første kvartal af 2016.
Ifølge Steffen Skov Larsen er det ikke nødvendigvis hurtigere for kunderne at bruge Mobilepay i stedet for kortbetaling, men mange vil opleve, at det er meget mere bekvemmeligt.
- Hvis du har glemt din pung, kan du bare bruge mobilen, som mange af os alligevel har på os, når vi besøger et supermarked, siger han.
Allerede når man nærmer sig kassen, begynder mobil og kasseapparat at tale sammen, så kunden meget hurtigt kan vælge at betale med Mobilepay.
- Fordelen er, at du kan pakke dine varer i god ro og orden, indtil du bliver bedt om at bekræfte betalingen på din telefon, uden at skulle tilbage til kassen og taste en kode, siger Steffen Skov Larsen.
I Dansk Supermarked forventer man, at mange vil efterspørge en løsning som Mobilepay i de kommende år, når kunderne har vænnet sig til teknologien.
Dansk Supermarked har valgt Mobilepay frem for eksempelvis den tilsvarende løsning Swipp, som en række af Danske Banks konkurrenter benytter. Fordelen ved Mobilepay er nemlig, at alle uanset bank kan benytte sig af app'en.
De første Bilka-butikker begyndte allerede i marts i år at tilbyde Danske Bank-app'en som betalingsmiddel.
Sådan fungerer det:
Når du når frem til en kasse med dine varer, skal du tage mobilen frem og logge ind på Mobilepay. Derefter bliver du bedt om holde mobilen mod MobilePay-logoet ved kasseapparatet. Når alle varerne er kørt igennem, godkender du betalingen med et swipe på din egen skærm.
Læs mere og se video her: http://danskebank.dk/da-dk/mobilepay/Pages/mobilepay-i-supermarkedet.aspx
/ritzau/FOKUS