Nets oplyser til Ritzau, at man fredag har lukket lige i underkanten af 13.000 Visa/dankort i forbindelse med en sag om mistanke med misbrug.
Samlet er der omkring fire millioner danske Visa/dankort.
- Det er en udløber fra en tidligere sag, hvor vi også lukkede nogle betalingskort. Vi har nu inkluderet nogle flere kort, som vi har holdt under overvågning, siger Ulrik Marschall, pressemedarbejder hos Nets, til Ritzau.
Nets vil ikke oplyse helt præcist, hvad det er, der har fået dem til at at holde kortene under opsyn.
Misbruget kan være sket i forbindelse med, at kriminelle har overvåget ubemandede terminaler, hvor der er blevet tappet oplysninger - eller via en netbutik, hvor oplysningerne fra kort er blevet misbrugt.
At man nu lukker omkring 13.000 Visa/dankort er ikke ensbetydende med, at de alle har været misbrugt, understreger Ulrik Marschall.
/ritzau/