Netanyahu vil opløse Israels parlament
Den israelske premierminister fyrer samtidig to af sine moderate ministre og retter hårde anklager mod dem.
Ofte er Israels regeringer skrøbelige, og den nuværende er heller ikke for solid. Nu blæser det atter op til politisk storm, der kan udløse nyvalg i marts.
Ofte er Israels regeringer skrøbelige, og den nuværende er heller ikke for solid. Nu blæser det atter op til politisk storm, der kan udløse nyvalg i marts. Foto: RONEN ZVULUN/AP


Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, meddeler, at han vil opløse parlamentet og vil udskrive nyvalg.

- Premierministeren planlægger at opløse parlamentet så snart som muligt og gå til folket for at få et klart mandat til at lede Israel, lyder det i en erklæring fra hans kontor.

Netanyahu leder det højreorienterede Likud.

Det fremgår samtidig, at han har fyret finansminister Yair Lapid og justitsminister Tzipi Livni, der tilhører den moderate fløj i regeringen.

- I de seneste uger og også i de seneste dage har ministrene Lapid og Livni voldsomt angrebet regeringen, som jeg leder. Jeg vil ikke længere tolerere en opposition inden for regeringen, siger Netanyahu i erklæringen.

Livni har tidligere modsat sig, at Israel med militære midler slår hårdt ned på vrede palæstinensere i de besatte områder.

Hun regnes som den mest ihærdige fortaler for, at Israel skal bekende sig til fredsprocessen i Mellemøsten.

Med de to politikere ude er der reelt ikke længere nogen tilbage i regeringen til at støtte fredsprocessen mellem israelere og palæstinensere.

Spændingerne er voksende på Vestbredden, hvor den israelske regering fortsætter med at give godkendelser til at udbygge de jødiske bosættelser i strid med folkeretten.

Der lever op mod en halv million jøder på Vestbredden, der blev besat af Israel i 1967. Det internationale samfunds erklærede mål er, at Vestbredden og Gaza skal udgøre en fremtidig palæstinensisk stat.

Men det mål fortoner sig i takt med de fortsatte israelske bosættelser, som navnlig ultrareligiøse partier i Netanyahu-regeringen presser på for.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.