Netanyahu skal møde Kerry i Berlin
Kerry og Netanyahu skal drøfte den tilspidsede konflikt mellem israelere og palæstinensere, siger ambassadør.
Israelske skolebørn går forbi en gruppe politifolk, der er sat ind som en del af den forhøjede sikkerhed i Jerusalems gamle bydel i kølvandet på de seneste uroligheder.
Israelske skolebørn går forbi en gruppe politifolk, der er sat ind som en del af den forhøjede sikkerhed i Jerusalems gamle bydel i kølvandet på de seneste uroligheder. Foto: Mahmoud Illean/AP


Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, planlægger et møde med USA's udenrigsminister, John Kerry, i Berlin i næste uge.

Det oplyser Israels ambassadør i Washington til tv-stationen CNN.

- Jeg ved, at de arbejder på noget, for premierministeren rejser til Tyskland for at mødes med kansler Angela Merkel, og så rejser udenrigsminister Kerry dertil for at få et møde i stand, siger ambassadøren.

Den israelske avis Haaretz skriver, at Kerry og Netanyahu har talt i telefon sammen fredag aften, og at de er blevet enige om at mødes i Berlin i den kommende uge.

Det er uklart, om Kerry også vil holde et møde med den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, skriver Haaretz.

Tidligere på dagen oplyste Angela Merkels kontor, at den tyske forbundskansler skal mødes med Netanyahu, efter et tidligere møde blev aflyst.

Mødet er indtil videre ikke bekræftet fra det amerikanske udenrigsministeriums side.

Men en talsmand for Kerry sagde torsdag, at han gerne vil rejse til Mellemøsten inden for den nærmeste fremtid for at forsøge at mane til ro midt i den bølge af vold, der er brudt ud mellem israelere og palæstinensere.

Israel har indsat hundredvis af soldater for at sørge for sikkerheden i Jerusalems gamle bydel.

Mindst 39 mennesker er blevet dræbt i de seneste uger, hvor palæstinensiske gerningsmænd har gennemført en række knivangreb mod israelere. Israelske sikkerhedsstyrker har i flere tilfælde skudt og dræbt de bevæbnede palæstinensere.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.