Det russiske udenrigsministerium siger, at de politiske ledere fra Israel og fra de palæstinensiske områder i princippet er enedes om at mødes i Moskva, skriver russiske medier.
- Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, og den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, er enedes om et møde, skriver nyhedsbureauet Interfax.
Der bliver ikke angivet nogen dato for mødet.
Netanyahus kontor har tidligere oplyst, at den israelske regeringsleder overvejer et tilbud fra Vladimir Putin om et fredsmøde mellem israelere og palæstinensere på russisk grund.
Den israelske regeringschef har gentagne gange sagt, at han altid er klar til at mødes med præsident Mahmoud Abbas - uden betingelser.
De seneste fredsforhandlinger mellem parterne brød sammen i 2014. Dengang var de ledet af amerikanerne.
USA har igen og igen kritiseret Israels regerings systematiske udvidelse af bosættelser, og USA, EU, Rusland og FN har på grund af bosættelserne draget Israels langsigtede hensigter med de palæstinensiske områder i tvivl.
I en nylig rapport fra den såkaldte kvartet - USA, EU, Rusland og FN - blev Israel kraftigt opfordret til at indstille udvidelserne af dets bosættelser på den besatte Vestbred. Og palæstinenserne blev også kraftigt opfordret til at holde op med at opmuntre til vold.
De seneste fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne brød sammen i 2014.
I rapporten fra kvartetten hedder det, at bosættelserne, nedrivningen af palæstinensiske hjem og den israelske konfiskation af land på Vestbredden, "til stadighed nedbryder en tostatsløsnings levedygtighed".
Kvartetten konstaterer samtidig, at palæstinensere siden oktober sidste år har udført flere hundrede drabsforsøg og dusinvis af drab.
/ritzau/AFP