Netanyahu: Brutale drab vil blive hævnet
Angreb på synagoge i Jerusalem er ren terror, siger den amerikanske udenrigsminister, John Kerry.
Benjamin Netanyahu siger nu, at Israel vil svare hårdt igen på dagens drab ved en synagoge i Jerusalem.
Benjamin Netanyahu siger nu, at Israel vil svare hårdt igen på dagens drab ved en synagoge i Jerusalem. Foto: Dan Balilty/AP


Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, giver både Hamas og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, skylden for et angreb på en synagoge i Jerusalem, fordi de opfordrer palæstinenserne til vold.

Mindst fire blev dræbt ved angrebet.

- Dette er et direkte resultat af opfordringer fra Hamas og Abu Mazen, der har opildnet til vold, hvilket det internationale samfund uansvarligt har ignoreret, siger den israelske regeringsleder i en erklæring.

- Vi vil svare hårdt igen på de brutale drab på jøder, der var gået hen for at bede, og som blev dræbt af simple mordere.

USA's udenrigsminister, John Kerry, fordømmer samtidig angrebet på synagogen, som han kalder en "ren terrorhandling og meningsløs brutalitet."

- Vi føler med alle israelere efter dette angreb, siger Kerry, der tirsdag er i London for at føre drøftelser med den britiske udenrigsminister, Philip Hammond.

- Jeg opfordrer de palæstinensiske ledere på alle niveauer til at tage afstand fra dette i meget klare vendinger, sige Kerry og understreger, at de palæstinensiske ledere må tage seriøse skridt frem mod at slå ned på alle, der opildner til vold.

Den palæstinensiske præsident fordømmer angrebet.

- Den palæstinensiske præsident har altid fordømt drab på civile på begge sider, og han fordømmer i dag drabet på bedende i en synagoge i det vestlige Jerusalem, hedder det i en erklæring fra hans kontor.

Under angrebet i synagogen dræbte to mænd bevæbnet med økser og knive tidligt tirsdag mindst fire personer, mens seks andre personer, som befandt sig i synagogen, blev såret.

- Seks mennesker blev såret ved angrebet. Blandt dem var to politifolk. De to palæstinensere, der angreb synagogen, var fra Østjerusalem, siger en talskvinde for politiet, Luba Samri.

I en erklæring siger den islamistiske Hamas-bevægelse, der dominerer Gaza, at angrebet var en reaktion på en palæstinensisk buschaufførs død.

- Dette var et svar på drabet på martyren Yusuf Ramuni, hedder det med henvisning til en chauffør, der blev fundet hængt i sin bus søndag.

De israelske myndigheder siger, at chaufføren begik selvmord, men en kollega antyder, at det virker som et drab.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.