Netanyahu: Bosætteres drab på baby er afskyelig terror
De israelske sikkerhedsstyrker venter uro efter mordbrand, som premierministeren kalder en terrorhandling.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, erklærer sig chokeret over mordbrand i palæstinensisk landsby.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, erklærer sig chokeret over mordbrand i palæstinensisk landsby. Foto: Baz Ratner/AP/AP


En mordbrand på Vestbredden, som har kostet en halvandet år gammel palæstinensisk dreng livet, er en afskyelig terrorhandling, slår Israels premierminister fast.

Benjamin Netanyahu kræver en hurtig opklaring.

- Jeg er chokeret over denne forfærdelige og afskyelige handling, siger Netanyahu ifølge avisen Times of Israel.

- Det er et terrorangreb i enhver henseende. Israel slår hårdt ned på den slags, uanset hvem gerningsmændene er, uddyber han.

Den israelske premierminister siger, at han har bedt politiet om at "tage alle ressourcer i brug, så gerningsmændene kan blive pågrebet og retsforfulgt så hurtigt som muligt".

Hele Israels regering fordømmer ifølge regeringschefen fredagens angreb.

Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) fordømmer mordbranden, som den israelske regering - ifølge organisationen - bærer det fulde ansvar for.

- Vi holder Israels regering fuldt ansvarlig for det brutale drab på det lille barn, Ali Saad Dawabsha. Det sker som direkte konsekvens af årtiers israelsk politik om ikke at straffe bosætternes terrorisme, siger Saeb Erekat fra PLO i en erklæring.

Ali Saad Dawabsha på halvandet år omkom i mordbranden i landsbyen Duma nær Nablus. Fire bosættere mistænkes for brandstiftelsen.

Barnets forældre og en ældre bror på fire år er kommet til skade. De er alle kørt på hospitalet. Moren og den fireårige bror er indlagt i kritisk tilstand.

Israels forsvarsminister, Moshe Yaalon, har også fordømt angrebet, som han kalder en "alvorlig terrorhandling".

Israel vil ifølge Times of Israel sende forstærkninger til Vestbredden i tilfælde af uro i kølvandet på mordbranden og flere andre episoder.

Den palæstinensiske gruppe Hamas har udråbt fredagen som "vredens dag" efter flere drab på palæstinensere de seneste uger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.