Nervøse investorer slår ørerne ud efter britisk EU-farvel
Den kommende uge vil finansmarkederne være præget af nervøsitet, men fredagens drama gentager sig nok ikke.
Investorer vil i den kommende uge især rette sig efter politiske udmeldinger om EU's fremtid. Briternes beslutning om at forlade EU skaber usikkerhed. Arkivfoto.
Investorer vil i den kommende uge især rette sig efter politiske udmeldinger om EU's fremtid. Briternes beslutning om at forlade EU skaber usikkerhed. Arkivfoto. Foto: Finn Frandsen/Polfoto


Alverdens aktiehandlere og investorer vil indtage kontorerne mandag morgen med nervøse fingre og ørerne slået helt ud.

Mens det værste chok efter briternes EU-nej har lagt sig, vil opmærksomheden især rette sig mod politiske udmeldinger, der kan lægge en dæmper på usikkerheden efter briternes beslutning, siger analytikere.

- Aktiemarkederne i Danmark og resten af Europa formentligt vil starte ugen med små bevægelser omkring nul-stregen, siger Ib Fredslund Madsen, chefstrateg i Jyske Bank.

Om det bliver en lille optur eller en lille nedtur afhænger af, om de europæiske politikere er i stand til at mane til besindighed.

- Markederne vil være nervøse. Hvis der kommer politiske signaler ud, som investorerne tolker som negative, vil der være fald, siger chefstrategen, som især fremhæver to begivenheder.

Mandag mødes den tyske kansler, Angela Merkel, og den franske præsident, François Hollande, med Italiens premierminister, Matteo Renzi, og EU-præsident Donald Tusk for at diskutere skitserne til en reformplan.

Tirsdag og onsdag har EU-præsident Donald Tusk inviteret lederne af de 27 medlemslande, der bliver i EU, til topmøde.

Ifølge chefstrateg Henrik Drusebjerg fra investeringsbanken Carnegie er den største frygt fra investorerne, at flere lande vil kaste sig ud i en folkeafstemning om EU-medlemskab.

Det vil skabe en masse usikkerhed og stille spørgsmålstegn ved, hvordan virksomhederne skal handle med hinanden i EU i fremtiden.

- Når den usikkerhed præger, er jeg helt sikker på, at de fleste virksomheder vil afholde sig fra at investere. De vil blive mere forsigtige, end de er i dag, og det koster arbejdspladser og vækst, siger Henrik Drusebjerg.

Men den værste chokeffekt af briternes EU-nej vil dog forholdsvist hurtigt fortage sig, og investorerne vil snart vende tilbage til at fokusere på generelle væksttal for økonomien.

- Det er i sidste ende det, der tæller for aktionærerne. Om virksomhederne kan tjene penge eller ej, siger Henrik Drusebjerg.

- Usikkerheden om Storbritanniens udtræden vil bestå ikke bare i dage og uger, men i måneder og år. Så man vil finde et nyt leje eller niveau, og så bedømmer man sin risiko ud fra det.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.