Nervøse esbjergensere jubler efter forløsning
Esbjerg-lejren er lettet over at have sikret en ny sæson i Alka Superligaen med sejren over FC Vestsjælland.
Mick van Buren blev med to scoringer Esbjergs store helt mod FC Vestsjælland.
Mick van Buren blev med to scoringer Esbjergs store helt mod FC Vestsjælland. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Esbjerg vandt søndag med 2-1 efter at have været bagud ved pausen i den direkte kamp mod nedrykningskonkurrenterne fra FC Vestsjælland. Vestjyderne sikrede sig dermed endnu en sæson i Alka Superligaen.

Esbjergs kantspiller Emil Lyng er jublende glad for sejren og overlevelsen.

- Jeg står med en fantastisk følelse. Da vi scorede til 2-1, vidste jeg ikke, om jeg skulle grine eller græde, for det var et følelsesladet moment. Desuden mener jeg, vi fik bevist, at det var os, der skulle overleve og ikke FC Vestsjælland.

- Jeg er ikke klubmand, som mange af de andre i Esbjerg, men jeg har alligevel været her i noget tid. Derfor var det en stor oplevelse at vende kampen, og jeg har heldigvis stadig ikke en nedrykning på cv'et, lyder det fra Emil Lyng.

For anfører Hans Henrik Andreasen er overlevelsen også en stor lettelse.

- Stemningen i omklædningsrummet var præget af forløsning. Der har stået rigtigt meget på spil i den seneste tid, så det var dejligt, at tingene faldt ud til vores fordel, lyder det fra den 36-årige midtbanespiller.

Holdkammerat Jonas Knudsen erkendte, at han og holdkammeraterne har været nervøse i mange kampe, og at det har spillet en stor rolle i vestjydernes sæson.

- Der har været en del nervøsitet, og vi har haft en masse tanker oppe i hovedet. Vi er gået fra at spille Europa League i sidste sæson til nu at ligge og rode rundt nede i bunden og spille om nedrykning.

- Det havde ikke været til at forstå, hvis vi var rykket ud. Nu klarede vi den heldigvis, og det er jeg som Esbjerg-dreng ekstremt glad for, siger han.

Esbjerg er inden sæsonens sidste kamp placeret på en niendeplads i Superligaen. Vestjyderne afslutter sæsonen på søndag med en udekamp på Brøndby Stadion.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.