Nervøs Wilbek udpeger OL-kampe som sæsonens vigtigste
For Dansk Håndbold Forbund er OL årets højdepunkt, og det har stor betydning at komme med til Rio.
Ulrik Wilbek er nervøs før håndboldkvindernes OL-kvalifikationskampe i denne weekend.
Ulrik Wilbek er nervøs før håndboldkvindernes OL-kvalifikationskampe i denne weekend. Foto: Tobias Nicolai/Polfoto


Det er sæsonens mest betydningsfulde kampe, der venter det danske kvindelandshold i håndbold, når Klavs Bruun Jørgensens tropper i de kommende dage spiller om kvalifikation til OL.

Efter håndboldkvindernes halvskuffende sjetteplads ved VM på hjemmebane i december lægger Dansk Håndbold Forbunds (DHF) sportschef, Ulrik Wilbek, ikke skjul på, at en OL-deltagelse til sommer vil være helt afgørende, når sæsonens skal evalueres.

- For begge vores landshold har vi lagt op til, at OL er det store mål i denne sæson. Vi har sagt, at det er okay ikke at lave super resultater til VM og EM, hvis vi kommer til OL og gør det godt der.

- Vi kan jo ikke sige, at det har været et godt år, hvis vi ikke kommer til OL, og vi ikke klarede os godt ved EM for herrer og VM for kvinder, siger Ulrik Wilbek.

Ud over den sportslige prestige og oplevelsen vil en OL-deltagelse også give tid og økonomisk støtte til en lang træningssamling til sommer.

- Det giver gode muligheder for Klavs til at arbejde med holdet i juli. Også derfor har det stor betydning for DHF, at Danmark er med ved OL, lyder det fra Ulrik Wilbek.

Men før flybilletterne til Rio kan bookes, venter der hårdt arbejde fredag og lørdag i Ceres Arena i Aarhus.

Et afbudsramt dansk hold uden Line Jørgensen, Louise Burgaard, Maria Fisker og Stine Bodholt skal op imod Rumænien og Montenegro - to hold, der som minimum er på Danmarks niveau.

- Det er store profiler, der ikke er med. Derfor siger vi, at hvis vi ikke kommer videre til OL, så er det sådan, det er. Så er der nye mål forude. Men vi er da alle sammen voldsomt nervøse, siger Wilbek.

Den tidligere landstræner for både mænd og kvinder har opskriften klar, og han påpeger, at danskerne kan tillade sig at tabe den ene af de to kampe, hvis blot målscoren er god.

- Hvis vi har en målscore i plus efter de to første kampe, så er vi til OL, siger Ulrik Wilbek.

Ud over møderne med Rumænien og Montenegro skal Danmark spille mod Uruguay på søndag.

Den sydamerikanske håndboldminiput bliver holdt ude af regnestykket, fordi ingen forventer, at Uruguay har chance for point mod de tre europæiske modstandere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.