En gammel ost, en klat sur mælk og en rest fra aftensmaden i sidste uge - alt sammen i dit køleskab.
Kender du det?
Formentlig. I en travl hverdag er det ofte steder som køleskabet, der får mindst opmærksomhed. Men hvis du følger en let guide til at holde køleskabet rent, vil det være meget nemmere for dig at holde orden i det, og du slipper for at sende farlige lugtdampe ud i lokalet, hver gang du åbner køleskabslågen.
Det er husmoder-guruen Martha Stewart, der har udtænkt de særlig gode råd.
Spildte klatter
Straks du spilder en smule mælk eller marmelade inde i dit køleskab, skal du tørre det op. Det er meget lettere, når det endnu ikke er tørret ind. Du skal samtidig fjerne rester på kanten af de ting, du stiller ind i køleskabet - fjern ketchup fra flaskens hals, syltetøj fra glaskanten og smør fra låget.
For gammel mad
Du skal dagligt, når du alligevel har køleskabet åben, lade dine øjne løber over dine varer og tjekke, om de er for gamle. Er de det, skal de ud. Det sparer dig for en masse besvær senere og tager ikke lang tid.
Opbevar rester rigtigt
Når du har mad til overs, som du gerne vil gemme, skal du sørge for at opbevare det korrekt. Put det i lufttætte beholdere, så minimerer du at tingene begynder at lugte.
Tør køleskabet over
Hver uge er det en god idé, hvis du tager en våd klud og kører den over lågen på køleskabet, håndtaget og over de største flader indeni. Det holder det værste skidt væk og får køleskabet til at se mere ren ud.
Den store tur
Du kommer ikke udenom, at du ind imellem er nødt til at rengøre dit køleskab til bunds. Det skal du gøre, når årstiderne skifter. Sluk for det, tag alting ud og vask lågen, væggene og hylderne af med varmt vand.
Fordi du løbene har fjernet små rester og tørret dit køleskab over med en klud, vil den helt store rengøring slet ikke blive så stor endda. Det vil gå hurtigt for dig, og du kan glæde dig over, at du har gjort dig selv en tjeneste ved at holde dit køleskab rent i dagligdagen.