Nej til gemmeleg: Bilka afviser legesyge drenge
To knægte oprettede Facebook-begivenheden "Gemmeleg i Bilka", og 3.000 tilmeldte sig. Men Bilka vil ikke være med.
Bilka siger "pænt nej tak" til arrangementet.
Bilka siger "pænt nej tak" til arrangementet. Foto: Scanpix/arkiv


Arrangørerne var glade, da 3.000 personer gerne ville lege gemmeleg med dem i varehuset - men Bilka siger nej tak.

En dag cyklede 14-årige Nicolai Sand og en ven forbi Bilka i Herning. Et stort varehus - perfekt til en gemmeleg!

- Det startede egentlig bare som en sjov ide, fortæller han til DR P4 Midt & Vest.

Drengene oprettede en begivenhed på Facebook med navnet "Gemmeleg i Bilka", og på få dage havde over 3.000 mennesker meldt tilbage, at de gerne vil deltage.

Men beskeden fra Bilka var klar:

- Vi siger pænt nej tak til de her gemmelege, siger pressechef i Dansk Supermarked, der ejer Bilka, Mads Hvitved Grand til DR P4 Midt & Vest.

Drengene ærgrer sig

Problemet er, at varehusene skal kunne garantere de handlendes oplevelse og sikkerhed, og de kan de ikke, når der leges gemmeleg, derfor har de sagt nej til flere gemmelege i hele landet, forklarer Mads Hvitved Grand DR P4 Midt & Vest.

Bilkas nej ærgrer Nicolai Sand og kammeraten, så nu skriver de rundt til andre store steder for at finde nogen, der vil have dem på besøg. For man bliver aldrig for gammel til at lege gemmeleg.

- Ikke når vi er så mange, så kan det godt være sjovt, siger han til DR P4 Midt & Vest.

Hvis du har et sted, hvor drengene kan arrangere deres gemmeleg, så hører de gerne fra dig.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.