Nej tak til Bios: 100 ambulanceførere har vendt Fyn ryggen
Siden det hollandske selskab Bios overtog ambulancekørslen på Fyn, er 100 reddere søgt andre steder hen.
100 ambulancechaufførere vil hellere pendle eller flytte end arbejde for Bios.
100 ambulancechaufførere vil hellere pendle eller flytte end arbejde for Bios. Foto: Scanpix / Arkiv


Siden september sidste år har mere end 100 Falck-reddere og specialuddannede paramedicinere forladt Region Syddanmark, hvor det hollandske selskab BIOS vandt ambulancekørslen. Det skriver DR Sjælland.

80 tager i dag turen over Storebælt til Falck-stationerne i Korsør og andre steder på Sjælland, mens syv Falck-reddere fra Sydfyn tager færgen fra Spodsbjerg til Tårs, for at køre ambulancer på Lolland og Falster.

Paramediciner Kenneth Nielsen fra Rudkøbing tager med glæde turen fra hjemmet på Langeland til Falck-stationen i Nakskov.

Han vil ikke sige noget dårligt om BIOS, men valgte pendlerlivet for at blive hos Falck. Det virkede meget kaotisk, da BIOS overtog ambulancetjenesten i Region Syddanmark fortæller han til DR Sjælland:

- Jeg har fået en kanon modtagelse i Nakskov og overalt på sygehusene i Region Sjælland. Som paramediciner er det en stor fordel at arbejde i Region Sjælland, som ikke har læger på akutbilerne, men bruger paramedicinere, siger Kenneth Nielsen.

- Jeg føler virkelig, at jeg får brugt min uddannelse og hele tiden bliver dygtigere i samarbejdet med lægen på vagtcentralen, uddyber han.

Det glæder regionschef i Falck, Sean Bisgaard, at redderne gider pendle så langt, for der er mangel på reddere i hele Danmark.

- De mange nye reddere og paramedicinere fra Fyn har da gjort det meget nemmere at holde det sjællandske beredskab kørende optimalt, siger han til DR Sjælland.

Lederen af det præhospitale beredskab i Region Syddanmark, Gitte Jørgensen, ærgrer sig:

- Folk har jo ret til at arbejde hvor de vil, men vi havde da gerne set, de var blevet her.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.