Nej tak: Overlæger afviser resultatløn på hospitalerne
Et forslag om resultatløn på hospitalerne får tommelfingeren nedad hos både overlæger, en ekspert og Region Hovedstaden.
Det er den forkerte vej at gå, hvis man indfører resultatløn på hospitalerne, mener overlægeforeningen.
Det er den forkerte vej at gå, hvis man indfører resultatløn på hospitalerne, mener overlægeforeningen. Foto: Scanpix


Det giver ikke bedre patientforløb, hvis lægerne på hospitalerne skal motiveres via lønnen.

Det mener overlægeforeningens formand Anja Mitchell.

- Så skabes der økonomi mellem patient og læge, og hvem vil så tage sig af de dårligste patienter, hvis det betyder at det trykker lægernes økonomi? Det er den forkerte vej at gå, siger hun til P4 København.

Dermed afviser hun et forslag fra afgående vicedirektør på Hvidovre Hospital Torben Mogensen. Han har i Berlingske foreslået, at lægerne på regionens hospitaler fremover skal belønnes for at tage mere ansvar for patienterne.

Men det er langtfra sikkert, at det har den ønskede effekt at skrue på lægernes løn.

Ifølge Jakob Kjellberg, der er professor i sundhedsøkonomi på KORA, det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, så viser erfaringer fra udlandet ikke nogen positiv effekt på kvaliteten:

- Hvis man kigger på de undersøgelser, der er lavet af pay for perfomance, altså hvor sygehuse eller afdelinger får betaling på baggrund af kvalitet eller tilfredshed, så er der flere studier, der viser en negativ end en positiv effekt.

Og det kommer heller ikke patienterne til gavn, mener formand for Danske Patienter, Lars Engberg.

For det mistænkeliggør lægerne unødvendigt at stille spørgsmålstegn ved deres løn, når det kommer til at skabe gode patientforløb.

- Vi vil gerne have fokus på mere kvalitet, og vi skal også måle den gode kvalitet på hospitalerne. Men vi kan ikke se, at det har noget med lægernes løn at gøre, siger Lars Engberg.

Hos Region Hovedstaden ryster man også på hovedet over resultatløn til lægerne.

Men der skal større fokus på den gode behandling, og mindre fokus på antallet af patienter, mener formand for regionens Sundhedsudvalg Karin Friis Bach.

- Jeg mener, at der skal mere kvalitet ind i behandlingen, og det fokuserer vi også på. Vi vil lave et pilotprojekt på Bornholms Hospital, så vi fritager hele hospitalet for at blive målt på aktivitet, men i stedet på kvalitet i behandlingen, siger Karin Friis Bach til P4 København.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.