Nej-partier efter Europol-møde: Løkke må smøge ærmerne op
For DF er det afgørende, at politiet har adgang til Europols registre. Enhedslisten kræver smal Europol-aftale


Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forsøger i disse dage at skabe en enighed blandt Folketingets partier om, hvilken tilknytning Danmark skal gå efter at få til det europæiske politisamarbejde, Europol.

Fredag var statsministeren i Bruxelles, hvor han mødtes med EU-præsident Donald Tusk og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

Her fik han at vide, at Danmark ikke kan blive fuldt medlem af Europol, efter at danskerne stemte nej ved folkeafstemningen om retsforbeholdet 3. december.

Men mindre end et fuldt og helt medlemskab kan også gøre det, fastslår Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

- Det afgørende, når vi skal vurdere, om det er en tilstrækkelig god aftale, er politiets adgang til de registre, hvorigennem man hiver oplysninger om mulige kriminelle, siger han.

- Andre definerer det at være fuldt med i Europol, som at man har en med i ledelsen af Europol, men det er ikke det afgørende for os.

- Det afgørende er politiets daglige arbejde. Der er ikke forelagt noget for mig, der skulle betyde, at den mulighed ikke er til stede.

Løkke har selv givet udtryk for, at han tolker danskernes nej til at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning sådan, at danskerne gerne vil være med i Europol.

Statsministeren har derudover luftet muligheden for et såkaldt Europol Plus, som dækker over Europol plus nogle tilgrænsende retsakter.

Men den model skal han ikke regne med opbakning til hos Enhedslisten, lyder det fra retsordfører Pernille Skipper.

- Det kan han lige så godt pakke sammen. Det er der altså ikke mandat til i det meget store nej, vælgerne har givet, siger hun.

- Han skal lægge sig i selen i forhold til en aftale om Europol, som både er god i forhold til politisamarbejde og har retssikkerhed med. Så må han droppe tanken om at få hevet alle mulige andre retsakter ind ad døren, som der er blevet sagt nej til.

Ifølge hende er det blandt andet retsakter om registrering af flypassagerer og fælles efterforskning, der er under overvejelse i Europol Plus.

Mødet mellem samtlige Folketingets partiledere varede en hel time længere end ventet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.