Først fortæller jeres venner om den fantastiske weekend, de lige har nydt på hotel, hvor de "lå" i sengen fra morgen til aften. Derefter kan I se naboerne trække gardinerne for til soveværelset midt på dagen … for anden dag i træk.
I smiler til hinanden og ingen siger højt, at det da vist også er på tide, at I kommer i gang … Sex har der nemlig ikke været meget af på det sidste.
LÆS OGSÅ: Afsløring: Din mand er tiltrukket af din mor
Men det er der ingen grund til at gå i panik over, fortæller professor i sexologi ved Københavns Universitet, Annamaria Giraldi, til Femina.
I alle parforhold er der opture og nedture i sexlivet, og naboen har sjældent mere end jer:
- Nej, det har de sjældent. Erfaringen er, at de fleste mennesker har nogenlunde de samme behov og gør nogenlunde de samme ting under dynerne. Folk eksperimenterer så mere eller mindre, men vi hører jo meget om dem, der udlever nogle af de ting, vi andre kun tænker på. Vi hører sjældent om den helt almindelige seksualitet med dens opture og nedture, siger professoren til Femina.
LÆS OGSÅ: Gør dette og få sex i morgen
Glem alt om det normale
Der findes forskellig lyst på forskellige tidspunkter i livet, og det kan derfor ikke nytte at sammenligne sig selv med naboen, veninden eller sågar din mand, forklarer Annamaria Giraldi.
Og samtidig skal I som par passe på med at kigge på de, der lige har mødt hinanden, for det er ikke sammenligneligt, siger professoren:
- Vi har jo alle sammen opfattelsen af, at den seksualitet, man har, når man er nyforelskede, er målet.
LÆS OGSÅ: Frække film gør os bedre i sengen
Men den slags sex bliver altså ikke ved, og der er absolut ingen grund til at gå i panik og tro, at man skal gå fra hinanden, blot fordi sexlivet er lidt anderledes nu end tidligere. Sådan er det for de fleste par.
Så næste gang jeres nyforelskede naboer kaster sig rundt i dynerne i deres soveværelse, så smil til din partner og nyd det, I har sammen lige nu og her, også selvom der ikke står sex-tid på programmet den dag.