Neergaard til folk på kontanthjælp: Bed om nogle timers arbejde på jobcenteret
Hvis kontanthjælpsmodtagere vil undgå at blive ramt af kontanthjælpsloftet, skal de gå ned på jobcenteret og bede om nogle timers arbejde, lyder rådet fra beskæftigelsesministeren.
- Det er en meget stor gevinst, man får ved at arbejde nogle få timer, siger beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).
- Det er en meget stor gevinst, man får ved at arbejde nogle få timer, siger beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V). Foto: Scanpix/arkiv


Når det nye kontanthjælpsloft træder i kraft 1. oktober, vil cirka 22.800 kontanthjælpsmodtagere få færre penge at leve for. 

Til dem har beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen et godt råd, skriver DR.

- Gå ned i jobcenteret og bed om bare nogle få timers arbejde, siger ministeren til DR.

Han tvivler ikke på, at kontanthjælpsloftet vil få flere til at trække i arbejdstøjet.

Ministeriets egne beregninger viser, at kontanthjælpsloftet sammen med de andre forslag i reformen af kontanthjælpen vil "styrke beskæftigelsen med omkring 650 fuldtidspersoner".

Til DR siger Jørn Neergaard Larsen dog, at "flere tusinde" vil komme i arbejde. Det er nemlig ikke alle, der nødvendigvis vil få fuldtidsarbejde, nogle vil også få deltidsarbejde, lyder forklaringen.

Ved at tage seks timers arbejde om ugen, kan en kontanthjælpsmodtager undgå at blive ramt af det nye loft, pointerer Jørn Neergaard Larsen.

- Det er en meget stor gevinst, man får ved at arbejde nogle få timer, siger ministeren til DR.

Han er heller ikke i tvivl om, at der vil være arbejde at finde for kontanthjælpsmodtagerne.

- Der er en lang række erhvervsområder, der igen og igen kalder på arbejdskraft. Hotel, restauration, landbrug. Nu fylder vi de jobs ud med arbejdstagere fra nabolande. Men vores arbejde som politikere er at sikre, at de mennesker, der bor i Danmark, får del i de job, siger Jørn Neergaard Larsen til DR.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.