Neergaard skrotter "uhyggelig" dagpengeregel
Den omstridte bagatelgrænse sløjfes, og i stedet indføres et system, der ifølge A-kasserne er mere rimeligt for de ledige.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen fremsætter nu et ændringsforslag til dagpengeloven, så ledige ikke risikerer at blive snydt for 1.356 kr. om måneden.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen fremsætter nu et ændringsforslag til dagpengeloven, så ledige ikke risikerer at blive snydt for 1.356 kr. om måneden. Foto: Scanpix


Ledige risikerer alligevel ikke at miste 1.356 kroner om måneden, hvis de gætter forkert, når de skal indberette, hvor meget arbejde de forventer at få resten af måneden.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen fjerner nu den såkaldte bagatelgrænse.

”Folk skal selvfølgelig have de dagpenge, de har ret til, og derfor vil jeg stille forslag om at fjerne bagatelgrænsen," skriver han i en mail til Avisen.dk.

Det sker efter massiv kritik fra A-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke. Og her er direktør Verner Sand Kirk meget tilfreds.

- Det er noget, vi har arbejdet meget for, og derfor er vi selvfølgelig glade for, at der bliver lyttet, siger han til Avisen.dk.

Mere rimelig løsning

De ledige skal stadig indsende deres dagpengekort for eksempelvis maj måned, når der er en uge tilbage af maj. De skal derfor gætte på, hvor mange timers arbejde de får den sidste uge.

Hvis man regner med at få 37 timers arbejde, men kun får 25 timer, så ville man med bagatelgrænsen miste 12 timers dagpenge.

Hvis de ledige ville være sikre på ikke at blive snydt for dagpenge, skulle de derfor indberette for få timers arbejde. Sådan lød advarslen fra AK-Samvirke, og det har Jørn Neergaard Larsen nu lyttet til.

"Ideen med at sende lovforslag i høring er netop at få input fra de forskellige aktører, og derfor lytter vi også, når de påpeger uhensigtsmæssigheder. Jeg er helt enig med AK-Samvirke i, at bagatelgrænsen indebærer nogle problemer, og derfor foreslår jeg nu, at vi fjerner den,” skriver han.

Fremover vil de ledige altid få udbetalt de dagpenge, de har ret til, også selvom de har indberettet for få eller for mange timer. 

- Bagatelgrænsen var uretfærdig og uhyggeligt bureaukratisk, så vi er meget tilfredse med, at man nu har besluttet at droppe den. Den nye model er mere rimelig og håndterbar, siger Verner Sand Kirk fra AK-Samvirke.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.