Neergaard grillet på tv: "Kommuner er som spansk inkvisitionsdomstol"
Kommunerne fik en hård medfart fra SF'eren Karsten Hønge, da der tirsdag var indkaldt til samråd om de udskældte ressourceforløb.


SF'eren Karsten Hønge er kendt for sine bramfri bemærkninger. Det gav ham i sin tid tilnavnet "Vikaren fra helvede", som har hængt fast, selvom han nu ikke længere er vikar.

Under tirsdagens samråd om de udskældte ressourceforløb, var SF'eren da også fremme med riven. Denne gang gik det ud over det såkaldte rehabiliteringsteams i kommunerne.

Et rehabiliteringsteam er en kommunal størrelse, hvor personer fra flere forskellige faggrupper og områder træffer beslutninger om, hvordan man hjælper de svage og syge borgere videre. Det er i hvert fald meningen. Men sådan er virkeligheden bare ikke, mente Karsten Hønge.

"Uværdig behandling"

- Mange syge borgere har følt sig klemte og truede til at at finde sig i en uværdig behandling. Et rehabiliteringsteam skal altså være et sted, hvor man hjælper folk videre - og ikke som en spansk inkvisitionsdomstol, sagde Karsten Hønge med henvisning til den katolske kirkes barske fremfærd i 1400-tallets Spanien.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) kunne dog ikke genkende SF'erens billede af de kommunale rehabiliteringsteams.

- Rehabiliterngsteamet er et kvalificeret fagligt centrum for behandlingen af borgerens sag, og det ønsker vi ikke at spolere ved at spolere ved fra central hold at detailregulere, komplicere og komme med konkrete vurderinger af for eksempel arbejdsevne og udviklingsevne, lød det lidt mindre farverige svar fra ministeren.

Se klippet øverst i artiklen. Du kan også se hele debatten her

Ressourceforløb
  • Ressourceforløbene blev indført med reformen af førtidspension og fleksjob i 2013. Den betyder, at borgere under 40 ikke kan få førtidspension, med mindre deres arbejdsevne ikke kan udvikles.
  • I stedet skal man i et ressourceforløb, hvor målet er at få hjælp til at komme i uddannelse eller arbejde. Det kan blandt andet bestå af mentorstøtte, behandling, motion og kurser.
  • I ressourceforløb får man en ydelse svarende til kontanthjælp.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.