Neergaard dropper ekstra kontrol af ledige: De snyder alligevel ikke
A-kasserne skal ikke længere kontrollere, om ledige har opgivet den rigtige adresse. På ni måneder har de kun fundet én falsk adresse.
Det giver ikke mening af fastholde unødvendig bureaukrati og virkningsløs kontrol, lyder det fra beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen.
Det giver ikke mening af fastholde unødvendig bureaukrati og virkningsløs kontrol, lyder det fra beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen. Foto: Scanpix


Næsten 10.000 dagpengemodtagere har stået skoleret for at redegøre for, hvor de bor, men kun én havde opgivet en falsk adresse. Derfor dropper beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen nu den ekstra kontrol med de lediges adresser.

"Det giver ikke mening at fastholde unødvendigt bureaukrati og virkningsløs kontrol, hvorfor det er sund fornuft at omlægge praksis," skriver han i en orientering til Folketingets Beskæftigelsesudvalg.

Det var også på tide, lyder det fra a-kasserne, der er glade for at slippe for kontrollen, der alligevel ikke kastede noget af sig.

- Man skal jo ikke bruge sit krudt på noget, hvor der ikke er noget at komme efter, siger Verner Sand Kirk, der er direktør i A-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke.

Hvor bor du i virkeligheden?

Den ekstra kontrol af dagpengemodtagernes adresser blev indført af den socialdemokratiske regering for at undgå, at østarbejdere fik udbetalt dagpenge, som de ikke havde ret til.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering under Beskæftigelsesministeriet har siden januar 2015 lavet lister over dagpengemodtagere, der flytter ofte, eller som bor på adresser med mere end to voksne. De skulle så møde op på a-kassen og redegøre for, hvor de i virkeligheden bor.

- Det mest groteske eksempel var en adresse, hvor der boede 200 voksne. Det viste sig så at være et kollegium, fortæller Verner Sand Kirk.

Fra januar til september 2015 har a-kasserne undersøgt 4.787 dagpengemodtagere, men de fandt kun én proformaadresse. Siden september har de undersøgt nogenlunde lige så mange, inden de fik tilladelse til at stoppe kontrollen, vurderer AK-Samvirke.

Begrundelsen for at indstille kontrollen er, at den administrative byrde ikke står mål med resultaterne, skriver Jørn Neergaard Larsen i orienteringen. 

De ledige overholder reglerne

Det er ikke første gang, A-kasserne er blevet pålagt en ekstra kontrol af de ledige, og hvor det har vist sig, at de ledige overholder reglerne.

- Vi oplever det, når der er diskussioner om ledige, der ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Så skal vi pludselig lave tilsyn med rådighedsreglerne, og så viser det sig, at alt kører som det skal, siger Verner Sand Kirk.

Det er til gengæld en sjældenhed, at der bliver slækket på kontrollen.

- Det er jo ikke hver dag vi oplever, at man faktisk dropper noget af al den kontrol, som viser sig at være unødvendig, siger Verner Sand Kirk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.