Nedtur: Hver 7. kvinde mister sexlysten af p-piller
Mange unge kvinder mister sexlysten uden at vide, at det er p-pillens skyld.
Mange er ikke klar over, at p-piller kan føre til nedsat sexlyst.
Mange er ikke klar over, at p-piller kan føre til nedsat sexlyst. Foto: Scanpix / Modelfoto


'Det er nok bare mig, der er noget galt med'. Den forklaring møder jordemoder og specialist i sexologisk rådgivning Gabriela Rehfeld ofte, når hun som leder af Ungdomsmodtagelsen i Halsnæs møder unge kvinder, der oplever, at de ikke har lyst til sex.

"Jeg har endnu ikke mødt en ung, der vidste, det kan skyldes p-piller. Det betyder ikke, at de ikke har fået det at vide, men de kan ikke huske den lange række af bivirkninger, de fik remset op, da de fik recepten."

Men selv om nedsat sexlyst ikke er en kendt bivirkning ved p-piller for de fleste, er den ikke ualmindelig. Et stort studie fra 2013, der gennemgik 36 studier af p-piller og sexlyst, viste, at 15 procent oplever nedsat lyst til sex, skriver metroxpress.

Gabriela Rehfeld pointerer, at når unge piger for eksempel kommer på p-piller som 13-årige på grund af menstruationsproblemer, det vil sige før eventuel seksuel debut, oplever de ikke, hvordan de er som seksuelle væsener uden at være påvirket af pillerne.

"Jeg har haft piger, der er kommet tilbage til mig efter ophør med p-pillerne og har sagt, at de har følt, de har været lukket inde i en lille piges krop i flere år, fordi deres p-piller har påvirket dem."

Ifølge ledende overlæge på Hvidovre Hospital Charlotte Wilken-Jensen oplever mange kvinder øget sexlyst, når de begynder på p-piller, men det er også en kendt bivirkning, at pillerne kan resultere i det modsatte.

"Så skal man enten skifte til en anden præventionsform eller skifte p-pille-mærke. Det er meget vigtigt, at man ikke bare stopper med sine p-piller, men at man taler med sin læge om det."

Speciallæge i gynækologi Christine Felding fortæller, at det er en god idé at se på præventionen, hvis unge kvinder oplever slet ikke at have lyst til sex.

"Det er uhyre sjældent ikke at have lyst til sex, når man er i 20'erne og 30'erne," siger hun til metroxpress.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.