Nedtrykt VM-veteran: Vi må rejse os mod Montenegro
Trods den store nedtur mod Rumænien skal VM-kvinderne nok rejse sig til placeringskampene, lover Rikke Skov.
Nederlaget til Rumænien var svært at sluge for Rikke Skov og holdkammeraterne.
Nederlaget til Rumænien var svært at sluge for Rikke Skov og holdkammeraterne. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Medaljedrømmen er slukket, men VM er ikke forbi for håndboldkvinderne, der tabte 30-31 til Rumænien i et vildt drama onsdag aften.

Forude venter placeringskampe om 5.- til 8.-pladsen, og de er ikke uden betydning, fordi danskerne mister pladsen i OL-kvalifikationen, hvis de slutter VM som nummer otte, og Norge samtidig bliver verdensmester.

Hvis Danmark selv skal afgøre tingene, skal holdet altså enten vinde over Montenegro fredag eftermiddag eller den sidste kamp mod enten Frankrig eller Rusland på søndag.

Der er altså stadig meget på spil, men først skal skuffelsen skylles ned, siger Rikke Skov.

- Vi er videre i turneringen, men vi er ikke videre på den sjove måde. Selvfølgelig sætter vi os op til det, for det gælder OL, og det vil vi alle sammen gerne med til. Så vi er klar, når vi går på banen igen på fredag, siger hun.

Hun erkender dog, at nedturen mod rumænerne er hård én at sluge.

- Bortset fra at få store skader er det her det værste, man kan opleve som håndboldspiller og sportsmand i det hele taget.

- Jeg ville ønske, det havde været os, der var videre. Man synes jo, det er snyd og uretfærdigt, og man er barnlig i hovedet, men sådan er det, siger Rikke Skov.

Hvis hun skal tage en lære med fra mødet med rumænerne, er det, at forsvaret skulle have taget hårdere fat om den rumænske storspiller Cristina Neagu.

- Set over hele kampen manglede vi at give hende en tackling, der sang. Vi manglede at sætte os ordentligt i respekt og trætte hende på den måde. Det formåede vi ikke, og så var de for dygtige til at løbe omkring med os, konstaterer Rikke Skov.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.