Nedslidt: Slagteren holder ikke til højere pensionsalder
De kortuddannede ansatte i fødevareindustrien vil blive hårdest ramt af en højere pensionsalder, viser ny analyse fra AE-rådet.
Af Maria Jeppesen
MERE
Slagteriarbejdere og andre fødevareansatte inden for eksempelvis mejeri og bageri er de mest nedslidte, og vil derfor blive hårdest ramt at regeringens højere pensionsalder. 
Slagteriarbejdere og andre fødevareansatte inden for eksempelvis mejeri og bageri er de mest nedslidte, og vil derfor blive hårdest ramt at regeringens højere pensionsalder.  Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix/Arkiv


Det er de ansatte på landets slagterier, mejerier og andre fødevarevirksomheder, der vil blive hårdest ramt af en højere pensionsalder. 

Det konkluderer en ny analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd (AE-rådet), der får formand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast til at råbe vagt i gevær: 

- Jeg ønsker inderligt, at politikerne ville komme på besøg ude i virkeligheden på landets slagterier, inden de træffer beslutninger henover hovedet på lønmodtagerne, siger han til Ugebrevet A4.

Han er stærkt kritisk over for regeringens ønske om at forhøje pensionsalderen med yderligere seks måneder. 

De ældre ansatte døjer 

AE-analysen viser blandt andet, at de fødevareansatte er udsat for over dobbelt så mange arbejdsskader som den gennemsnitlige lønmodtager, og det er den faggruppe, hvor flest trækker sig tidligt tilbage. 


Artiklen fortsætter efter grafikken.

Og det er især de ældre i fødevareindustrien, der døjer med arbejdsskader. Den mest udbredte arbejdsskade er skuldersygdomme, hvilket ifølge AE-rådet indikerer, at der sker en stor grad af nedslidningen i denne branche.

Vil dø tidligere

Og det harmonerer ikke med regeringens ønske om en højere pensionsalder, der derimod vil ramme skævt og skabe ulighed i lønmodtageres levetid. 

Det mener arbejdsmarkedsforsker og professor på Aalborg Universitet Per H. Jensen, der blandt andet har forsket i tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. 

- At forlænge tilbagetrækningsalderen skaber en enorm ulighed. Dem, der dør tidligere, vil dø endnu tidligere, fordi de bliver mere slidt, siger Per H. Jensen til Ugebrevet A4.

Ifølge ham vil en 40-årig, som ikke har længere uddannelse end grundskolen, i dag kunne forvente at leve 5,1 år kortere end en 40-årige med en lang videregående uddannelse.

Slagtere med tårer i øjnene

Formand for Fødevareforbundet, der repræsenterer godt 20.000 fødevareansatte, Ole Wehlast, fortæller, at han på besøg ude på slagterierne møder medlemmer med tårer i øjnene.

- For de holder ikke til det. De kommer til at dø i deres arbejde. Det er virkeligheden, fortæller han til Ugebrevet A4.

For Ole Wehlast handler pensionsalder ikke bare om, hvor længe man holder til at arbejde, men også om retten til en værdig alderdom og et liv efter arbejdet.

-Tilbagetrækningen burde ikke afhænge af alder, men hvor længe man har været på arbejdsmarkedet. Og tro mig, har man arbejdet 45 år på et slagteri, så er man godt træt og slidt.

V: Nedslidte kan trække sig tidligere

Beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V) mener ikke, der er grund til at bekymre sig for, at en højere pensionsalder vil gå ud over nedslidte medarbejde.

- Vi har et velfungerende og fleksibelt pensionssystem, der gør, at dem, der ikke er i stand til at arbejde, kan trække sig tidligere, siger Hans Andersen og nævner ordninger som førtidspension og fleksjob.

I forbindelse med regeringens forslag om en højere pensionsalder, præsenterede Lars Løkke Rasmussen (V) en helt ny seniorfleksjob-ordning, der skulle fungere som redningskrans for de nedslidte lønmodtagere med højst fem år tilbage inden pensionsalderen. 

Ordningen er dog senere blevet kritiseret for, ifølge Politiken, kun at ville kunne være til hjælp for omkring 100 lønmodtagere. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.