NBA: Skarp Curry puster liv i Golden State-titeldrømme
Stephen Curry fandt storspillet frem, da Golden State Warriors havde mest brug for det i jagten på NBA-titlen.
Golden State Warriors' Stephen Curry (tv.) var natten til torsdag dansk tid som så ofte før i sæsonen manden i centrum for de forsvarende NBA-mestre.
Golden State Warriors' Stephen Curry (tv.) var natten til torsdag dansk tid som så ofte før i sæsonen manden i centrum for de forsvarende NBA-mestre. Foto: Marcio Jose Sanchez/AP


Der var pres på de forsvarende NBA-mestre, Golden State Warriors, efter hjemmebanenederlag i kamp et mod Oklahoma City Thunder i semifinalen i årets slutspil.

Med en solid præstation og en skarp Stephen Curry sejrede Golden State med 118-91 i kamp to foran små 20.000 tilskuere hjemme i Oakland, og dermed er stillingen 1-1 i serien, der spilles bedst af syv kampe.

Curry, der for nylig blev kåret til ligaens mest værdifulde spiller (MVP), sænkede 28 point i opgøret. Det gjorde ham til holdets topscorer.

Kevin Durant bød ind med 29 point for de tabende gæster fra Oklahoma.

Mens Golden State aldrig fandt niveauet fra grundspillet i det første slutspilsmøde mellem de to hold, var der langt mere kvalitet over spillet fra Curry og co. i kamp to.

- Vi flyttede bolden langt bedre her til aften (natten til torsdag dansk tid, red.). Vi fik flyttet den fra side til side, fik sat screeninger og fandt lettere skud, som heldigvis også gik i. Det er sådan, vi skal spille fremadrettet, siger Curry ifølge AFP efter kampen.

De to næste kampe spilles i Oklahoma, hvor Golden State altså skal snuppe mindst én udesejr for at forhindre Oklahoma i at tilspille sig tre matchbolde i serien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.