NBA-legender sætter god og dårlig rekord
Kobe Bryant har nu brændt flest forsøg af alle i NBA, mens Dirk Nowitski er den mest scorende udlænding.
Los Angeles Lakers' Kobe Bryant (tv) er blevet indehaver af en kedelig rekord.
Los Angeles Lakers' Kobe Bryant (tv) er blevet indehaver af en kedelig rekord. Foto: Mark J. Terrill/AP


Basketballspillerne Kobe Bryant og Dirk Nowitski skrev begge historie, da de natten til onsdag dansk tid var i aktion i NBA-ligaen.

Los Angeles Lakers-veteranen Kobe Bryant satte rekord som den spiller, der har brændt flest skud i åbent spil i NBA-historien, da han i fjerde periode brændte et forsøg i udekampen mod Memphis Grizzlies. Det skriver nba.com.

Det var 36-årige Kobe Bryants afbrænder nummer 13.418 i karrieren, der har strakt sig over knapt to årtier. Han brændte yderligere tre gange, så Bryant er noteret for i alt 13.421 afbrændere i karrieren.

Legendens humør blev næppe bedre af, at Los Angeles Lakers tabte 102-107, så klubben blot har en sejr i syv kampe.

Dirk Nowitski var formentlig noget mere tilfreds med sin rekord, som han satte undervejs i Dallas Mavericks' sejr på 106-98 hjemme over Sacramento Kings.

Tyskeren scorede 23 point og overhalede den nigerianskfødte Hakeem Olajuwon som den mest scorende udlænding nogensinde i NBA.

36-årige Dirk Nowitski, der kom til Dallas Mavericks i 1998, er oppe på at have scoret 26.953 point, syv point flere end Hakeem Olajuwon.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.