S har sagt farvel til navnet Socialdemokraterne og vil fremover kalde sig Socialdemokratiet i alle officielle materialer.
Det oplyser partisekretær Jan Juul Christensen til Ritzau.
- Vi har heddet begge dele gennem en hel del tid.
- Nu vil vi gerne markere, at vi er Socialdemokratiet med den lange 145-årige historie, vi har.
Ugebrevet A4 kunne allerede i marts måned fortælle, hvordan Mette Frederiksen, siden hun blev formand, konsekvent har omtalt sit parti som Socialdemokratiet i taler, debatindlæg og interviews. Og siden nytår spredte navneskiftet sig til partiets pressemeddelelser, kampagner og politiske udspil,
Forgængeren, Helle Thorning-Schmidt (S), omtalte ofte sit parti som Socialdemokraterne. I marts udtalte eksperter til Ugebrevet A4, at Mette Frederiksen gør det for at lægge afstand til Helle Thorning-Schmidt.
Men Jan Juul Christensen afviser, at der skulle ligge en afstandtagen til Thorning-perioden i navneskiftet.
- Navnet Socialdemokraterne blev indført under Poul Nyrup Rasmussen (S) i sin tid. Så det har intet at gøre med at sige farvel til nogen personer eller nogen epoker, siger han.
- Vi håber at sende det signal, at vi er et stærkt parti, som gennem hele vores historie har kæmpet for at skabe et mere lige samfund og et mere retfærdigt samfund.
/ritzau/