Navilnij bryder husarrest for at deltage i demonstration
Navalnij har opfordret sine tilhængere til at arbejde på at nedbryde præsident Vladimir Putins styre.
En mand taler til politiet, da det gør klar til at gribe ind mod tilhængere af anti-korruptionsaktivisten Aleksej Navalnij i det centrale Moskva.
En mand taler til politiet, da det gør klar til at gribe ind mod tilhængere af anti-korruptionsaktivisten Aleksej Navalnij i det centrale Moskva. Foto: Ivan Sekretarev/AP


Den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnij blev tirsdag anholdt af politiet i Moskva, efter at han havde sluttet sig til demonstranter ved Kreml til trods for, at han var blevet idømt husarrest.

Kort før anholdelsen havde oppositionspolitikeren skrevet på sin Twitterprofil, at han ville bryde sin husarrest for at deltage i en demonstration i det centrale Moskva.

- Ja, jeg er under husarrest, men i dag vil jeg være sammen med Jer. Så jeg kommer, skrev han på Twitter.

Navalnij har opfordret sine sine tilhængere til at demonstrere og at arbejde på at nedbryde præsident Vladimir Putins styre.

- Dette regime har ingen ret til at eksistere, det bør tilintetgøres, sagde han tidligere på dagen efter at have modtaget en betinget fængselsstraf på tre et halvt års fængsel.

Hans yngre bror er i samme sag om bedrageri blevet idømt tre et halvt års fængsel.

- Jeg opfordrer alle til at gå på gaden i dag, sagde Navalnij, som sammen med sin bror, Oleg, var anklaget for at bedrage det franske kosmetikfirma Yves Rocher for 27 millioner rubler, hvilket på daværende tidspunkt svarede til mere end tre millioner kroner.

Yves Rocher har tidligere afvist, at virksomheden skulle have været offer for svindel begået af Navalnij.

EU siger i en erklæring tirsdag, at "sagen mod Navalnij synes at være politisk motiveret."

Navalnijs tilhængere samles senere tirsdag ved Kreml. Over 18.000 har meldt sig til demonstrationen på Facebook.

Egentlig skulle dommen i den nye sag efter planen først afsiges 15. januar. Ifølge Navalnijs støtter står regeringen bag datoændringen for at undgå en stor demonstration, der var planlagt til fordel for Navalnij i hovedstaden 15. januar.

Tirsdag ventes at blive den koldeste dag i hele 2014 i Moskva med temperaturer på omkring 15 frostgrader.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.