Natochef: Vi skal overveje våben til Ukraine
General Philip Breedlove opfordrer igen til at udstyre Ukraine med våben, fordi Minsk-aftalen ikke overholdes.
General Philip Breedlove (th) her sammen med Natos generalsekretær Jens Stoltenberg.
General Philip Breedlove (th) her sammen med Natos generalsekretær Jens Stoltenberg. Foto: Olivier Hoslet/AP


Vesten bør overveje at bruge alle redskaber for at hjælpe Ukraine herunder at levere forsvarsvåben, lyder det fra Natos øverstkommanderende i Europa, general Philip Breedlove.

- Jeg tror ikke, at noget redskab for USA eller noget andet lands styrke nødvendigvis skal udelukkes, siger general Philip Breedlove på en konference i Bruxelles, da han bliver spurgt, om han går ind for at levere forsvarsvåben til Ukraine.

Uden at nævne Rusland ved navn, siger Breedlove, at diplomati, information, militær- og økonomisk taktik bruges mod Ukraine.

- Og på den måde, tror jeg, at vi i Vesten bør overveje at bruge alle vores redskaber som modsvar. Kan det være destabiliserende? Svaret er ja. Men passivitet kan også være det, siger Breedlove, der foruden at være Natos topchef også er leder af USA's styrker i Europa.

Breedlove siger også, at Nato efterretninger peger på en forstyrrende militær udvikling på landjorden i det østlige Ukraine og udtalte bekymring om, hvorvidt den våbenhvileaftale, der blev forhandlet på plads i Minsk i forrige måned blev overholdt.

- Vi ser fortsat forstyrrende elementer af luftforsvar, militær ledelse og -kontrol, nye forsyninger og militærudstyr, der føres over den fuldstændig porøse grænse. Så der er bekymring over, hvorvidt Minsk-aftalen overholdes, siger Breedlove.

Ordene faldt på konferencen Bruxelles Forum, der er arrangeret af den tyske tænketang German Marshall Fund.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.