Nato udfordrer Rusland med krav om stop af separatiststøtte
Generalsekretær i Nato, Jens Stoltenberg, appellerer til Rusland om at bringe fred til Ukraine.
- Vi appellerer til Moskva om at stoppe den militære, politiske og finansielle støtte til separatisterne. Alle parter må overholde Minsk-aftalen, siger Jens Stoltenberg.
- Vi appellerer til Moskva om at stoppe den militære, politiske og finansielle støtte til separatisterne. Alle parter må overholde Minsk-aftalen, siger Jens Stoltenberg. Foto: Anders Aarkrog Jepsen/Free


Rusland er hovedansvarlig for, at krigen i Ukraine fortsætter på tredje år, og det må få en ende, lyder det samstemmigt fra Nato og Ukraine.

De to parter er samlet til topmøde i Warszawa lørdag, og her er spørgsmålet om konflikten i den østlige del af den tidligere sovjetrepublik det centrale punkt.

- Vi appellerer til Moskva om at stoppe den militære, politiske og finansielle støtte til separatisterne. Alle parter må overholde Minsk-aftalen, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Ifølge den ukrainske præsident er Rusland alene skyld i, at man ikke har gennemført fredsaftalen indgået i den hviderussiske hovedstad, Minsk.

- Vi deler (med Nato, red.) den forståelse, at Rusland er fuldt ud ansvarlig for, at vi har mistet momentum i implementeringen af aftalen fra Minsk, siger Ukraines præsident, Petro Porosjenko.

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) har mandat til at overvåge konflikten i Ukraine. Organisationen har løbende anklaget både Rusland og Ukraine for krænkelser af aftalen.

Det nævnte hverken Stoltenberg eller Porosjenko.

Nato-generalsekretæren sagde dog, at "krænkelser af aftalen sker på daglig basis og med dræbte til følge hver dag".

Den ukrainske præsident erklærer sig yderst tilfreds med støtten fra Nato. Han kalder Natos støtteprogram for "en unik pakke".

Der er "aldrig nogensinde før i Natos historie givet så solid og substantiel støtte til et partnerland på mellemlang sigt", lyder præsidentens udlægning.

Ukraine har lovet at gennemføre en række reformer, og på den front går det fremad, hævder præsidenten.

- Vi har opnået mere de seneste to år, end vi har opnået de sidste 20 år, siger Porosjenko.

Jens Stoltenberg slog fast, at "implementeringen af disse reformer er essentiel".

Spørgsmålet om ukrainsk medlemskab af Nato er ikke på bordet i øjeblikket. Det bekræfter begge parter.

Fokus er ifølge generalsekretæren i øjeblikket på, hvordan Ukraine kan møde Natos standarder, og på hvordan Ukraine kan implementere reformer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.