Nato-landene forstærker Tyrkiets forsvar
Nato-landene sender fly og skibe til Tyrkiet for at styrke landets luftforsvar langs grænsen til Syrien.


Nato-landene har fredag formelt godkendt en plan om at sende fly og skibe til Tyrkiet for at styrke landets luftforsvar langs grænsen til Syrien, siger alliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Et af formålene med den vedtagne "forsvarspakke" skal være at undgå flere nedskydninger af russiske fly.

Forholdet mellem Rusland og Tyrkiet er stærkt belastet, efter at tyrkiske jagerfly nedskød et russisk kampfly 24. november, efter at det ifølge tyrkerne flere gange havde krydset ind i tyrkisk luftrum.

- Vi er blevet enige om en pakke sikkerhedsforanstaltninger for Tyrkiet på baggrund af den skrøbelige situation i regionen, siger Stoltenberg, som undgår at nævne Rusland.

Allerede inden nedskydningen af det russiske fly 24. november anmodede Tyrkiet Nato om at øge alliancens militære tilstedeværelse i Middelhavet

Planen blev drøftet på et udenrigsministermøde tidligere på måneden, hvor blandt andre Danmark meldte sig klar til at bidrage med krigsskibet Absalon.

Tyskland sender også et flådefartøj, mens USA og Storbritannien sender fly, og Nato selv vil indsætte nogle af sine egne Awacs overvågningsfly.

Det er Nato-landenes ambassadører i Bruxelles, der fredag har godkendt planen på vegne af deres regeringer.

Nedskydningen af det russiske militærfly dannede bagtæppe for udenrigsministermødet i Bruxelles 1. december.

- Vi har tydeligt sagt til Rusland, at de skal acceptere og respektere alliancens grænser. Det er Tyrkiet i sin fulde ret til at forsvare. Rusland er nødt til at forstå, at vi mener det alvorligt, når vi bakker hinanden op i alliancen, sagde udenrigsminister Kristian Jensen (V) dengang.

Eksperter har ifølge Reuters vurderet, at det russiske fly var i tyrkisk luftrum i 17 sekunder. De to russiske piloter sprang ud med faldskærm, men den ene blev dræbt af syriske oprørere.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.