Nato holder ekstraordinært møde om nedskudt fly
Nato samler medlemslandenes ambassadører klokken 17 tirsdag, efter Tyrkiet har nedskudt russisk fly.


Nato samles på Tyrkiets forespørgsel til ekstraordinært møde klokken 17 for at diskutere nedskydningen af et russisk fly, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

En talsperson for Nato forklarer, at alliancen er i tæt kontakt med Ankara, efter Tyrkiet har skudt et russisk kampfly ned ved grænsen til Syrien.

- Nato følger situationen tæt. Vi er i kontakt med tyrkiske myndigheder, siger alliancens talsperson Carmen Romero, til NTB.

Det bliver de 28 medlemslandes ambassadører, der samles.

Flyet blev skudt ned af Tyrkiet tirsdag, fordi det angiveligt krænkede tyrkisk luftrum, hvilket Rusland er uenig i.

De to piloter nåede at springe ud af flyet, men det er endnu ikke bekræftet, hvor de befinder sig.

Det er en "meget alvorlig hændelse", lyder det fra den russiske præsidents talsmand om kampflyet.

- Det er umuligt at sige noget uden at have alle informationer, siger Dmitrij Peskov, talsmand for Kreml.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.