Natlige bilbrande rammer på ny København
Natten til lørdag gik det ud over personbiler i Kastrup og København S. med 40 minutters mellemrum.
Natten til lørdag har der på ny været bilbrande i København.
Natten til lørdag har der på ny været bilbrande i København. Foto: Joachim Adrian/Polfoto


Der har natten til lørdag været yderligere to bilbrande i Københavns Politikreds, oplyser politiet.

- Det drejer sig om en brand i Kastrup og en brand i Uplandsgade i København S. Vi fik melding om branden i Uplandsgade klokken 01.03, og den i Kastrup fik vi klokken 01.43, siger vagtchef Carsten Reenberg.

Tekniske undersøgelser skal nu vise, om brandene er påsatte, men ifølge vagtchefen er der ikke noget, der tyder på, "at de skulle være startet af sig selv".

København har den seneste tid været præget af en række påsatte bilbrande.

En 21-årig mand, der mistænkes for at stå bag dem, blev torsdag varetægtsfængslet i 13 dage. Derfor kan det af gode grunde ikke være ham, der står bag nattens bilbrande.

Natten til søndag i sidste uge blev flest biler sat i brand. 13 biler på Amager og i Indre By blev den nat enten brændt af eller forsøgt brændt af.

Natten efter var det syv biler, og natten til tirsdag blev der igen sat ild til en bil og tre knallerter på Nørrebro.

Den 21-årige mand er kun sigtet for brandene i weekenden.

Om nattens to bilbrande kan være påsat af den samme person, kan vagtchefen ikke sige noget om. Der er cirka fire kilometer mellem de to åsteder.

Politiet hører gerne fra vidner til de to bilbrande.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.