Natklubbesøg sender Wolfsburg-angriber ud af tysk trup
Joachim Löw har droppet Max Kruse til det tyske landshold, efter Wolfsburg-angriberen er set på en natklub.
Max Kruse bliver straffet for at fejre sin fødselsdag på natklub forud for landskampe.
Max Kruse bliver straffet for at fejre sin fødselsdag på natklub forud for landskampe. Foto: Michael Probst/AP


Den danske angriber Nicklas Bendtner er tilsyneladende ikke den eneste spiller hos tyske Wolfsburg, der har problemer med disciplinen.

Tyskeren Max Kruse blev lørdag fotograferet på en natklub i Berlin, hvor han fejrede sin 28-års-fødselsdag.

Det får nu konsekvenser for Kruse. Landstræner Joachim Löw har sendt ham ud af landsholdstruppen for uprofessionel opførsel.

- Jeg har tydeligt fortalt Max Kruse, hvad jeg forventer af ham på og uden for banen. Jeg vil have spillere, der fokuserer på fodbold og EM, også mellem kampene, siger Löw ifølge nyhedsbureauet dpa.

Det er ikke første gang, Kruse gør sig negativt bemærket. For kort tid siden straffede Wolfsburg ham med en bøde, efter han efterlod en taske fyldt med penge i en taxi.

Kruse er noteret for 14 A-landskampe, men der kommer altså ikke flere på CV'et lige med det samme.

Tyskland møder henholdsvis England og Italien i testkampe henholdsvis 26. og 19. marts.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.