Nationalpartiet giver Yahya Hassan sparket
Ifølge Ekstra Bladet blev Hassan tirsdag anholdt for at have kørt bil i narkopåvirket tilstand.
Nationalpartiet har tirsdag aften valgt at ekskludere folketingskandidat Yahya Hassan. Det oplyser partiet. Det sker efter et ekstraordinært møde, oplyser partiet på Facebook. (arkivfoto)
Nationalpartiet har tirsdag aften valgt at ekskludere folketingskandidat Yahya Hassan. Det oplyser partiet. Det sker efter et ekstraordinært møde, oplyser partiet på Facebook. (arkivfoto) Foto: Philip Davali/Polfoto


Nationalpartiet har tirsdag aften valgt at ekskludere folketingskandidat Yahya Hassan efter bred enighed i bestyrelsen.

Det sker efter et ekstraordinært møde, oplyser partiet.

- Vi har haft en drøftelse i bestyrelsen på baggrund af den seneste tids tumult. Han er tilsyneladende en mand, der har gang i meget i sit liv. Efter en række episoder er vi kommet frem til, at hans opførsel ikke er forenelig med vores parti, siger formand Kashif Ahmad til Ritzau.

- Det virker ikke til, at politik er det, der fylder mest i hans liv lige nu, tilføjer han.

Ifølge Ekstra Bladet er den 20-årige digter tirsdag blevet anholdt og sigtet for at have kørt i bil i narkopåvirket tilstand.

Vagtchef hos Østjyllands Politi bekræftede tidligere tirsdag til Ritzau, at en bil forulykkede uden nogen kom til skade i Trige nord for Aarhus, og at der derefter blev foretaget anholdelse af en 20-årig mand.

Men Yahya Hassan er jo ikke blevet kendt skyldig for noget?

- Man kan sige, at det ikke kun er episoden i dag. I gennem længere tid har der været mange perioder, som har skabt negative overskrifter, som ikke er forenelige med Nationalpartiet, hverken nu eller i fremtiden, svarer Kashif Ahmad.

- Han er, som han er, og han laver mange ting, og det skal han selvfølgelig have lov til, men ikke hos os, lyder det.

Yahya Hassan modtog nyheden efter et opkald fra Kashif Ahmad. Kort forinden var Yahya Hassan blevet løsladt af Østjyllands Politi.

- Det var en meget kort samtale, og vi besluttede at tale sammen senere.

Den 20-årige Hassan har efterfølgende lagt en video op på sin Facebook-profil, hvor han bekræfter, at han ikke længere er medlem af Nationalpartiet.

Under et interview med TV2 News fortalte Yahya Hassan, at han føler sig chikaneret af politiet.

Et reelt interview kan det næppe kaldes, da TV2 News' vært ikke fik lov til at få et ord indført under Hassans enetale, der endte med, at ekspolitikeren rejste sig og forlod studiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.