"Ej, helt ærligt, er hun ikke lidt for skæv?"
Sådan lød Remees kommentar, da sangerinden Karen Mukupa forsøgte at få sin bedste veninde Natasja Saad med på sin første plade tilbage i 1999, skriver bt.dk.
36-årige Karen Mukupa har skrevet bogen 'Natasja' om hendes afdøde veninde, der mistede livet i en tragisk trafikulykke i Jamaica i 2007.
I bogen lyder det, at Mukupa tilbage i 1999 blev den første af de to veninder, der løb med en pladekontrakt. Hun blev hjulpet på vej af producer Remee.
"Natasja har en hofteskade efter en rideulykke, og hashen lindrer hendes smerter. Hendes joint er af en stærkere kaliber, end dem man ryger i de fleste musikkredse. Remee ruller med øjnene og siger: Ej, helt ærligt, er hun ikke for skæv?," fortælles det i bogen.
I dag har Remee ikke de store kommentarer til episoden.
"Det er over ti år siden. Jeg er et andet sted i mit liv i dag," siger han.
Umiddelbart efter Natasjas død udkom albummet 'I Danmark er jeg født', der gjorde Natasja til årets mest prisbelønnede kunstner. I morgen udkommer bogen 'Natasja'.