Naser Khader langer ud efter "kendte danskeres se-mig-show"
Den konservative politiker skriver kritisk om de kendte danskere, der på Facebook deler deres flygtninge-engagement.
"Godhed - just do it, don't tell it," skriver Nanser Khader.
"Godhed - just do it, don't tell it," skriver Nanser Khader. Foto: SCANPIX arkiv


Hvorfor er det kun synd for de krigsflygtninge, der er nået til Europa? Hvorfor råber I ikke op om de mange millioner syrere, der er internt fordrevne i Syrien eller sendt på flugt til nærområderne?

Sådan lyder spørgsmålet fra Naser Khader (K), som på sin Facebook-side langer ud efter kendte danskere, der på Facebook laver updates, hvor de viser, at de hjælper den strøm af krigsflygtninge, der siden søndag er kommet til Danmark.

"Flygtninge som statister i kendte danskeres se-mig-show. Igen igen. Godhed - just do it, don't tell it," skriver Naser Khader, som også i går var ude med riven efter de "mange kendte, der annoncerer, at de er på vej til Rødby eller har været i Rødby - og flasher deres godhed på facebook."

"Er glad for, at min søns mor, der tilfældigt var på hovedbanegården, købte mad til flygtninge, men nægter at skrive det på fb - nu bliver hun sikkert sur over, at jeg skriver det," lød det i updaten i går.

Læs også: Lisbeth Zornig samler syrere op på motorvejen

Han har under den update, han lavede tirsdag, smidt en affotografering ind af et tweet fra den kendte forfatter og stifter af Huset Zornig, Lisbeth Zornig. Hun skrev i går, at hun hjalp en gruppe flygtninge på vej videre mod mod Sverige.

Naser Khader understreger, at det er dejligt, at folkets vilje til at hjælpe dem, der er i nød, er så tydelig, som den er lige nu.

"Jeg synes sådan set også, at den civil courage, der udspiller sig er godt at se. Men vi skal altså ikke glemme de 7,6 millioner internt fordrevne og fordrevne til nærområderne (med undtagelse af golfstaterne). Dem er jeg meget mere optaget af. Vi skal lige huske, at flertallet ikke har råd til at flygte længere end bare lige til det nærmeste sted i relativt sikkerhed. En sikkerhedszone, der flytter sig hele tiden, fordi konflikten flytter sig. Og Så flygter de igen. Det gælder også for min egen familie," skriver han.

"Hvor synd det end er for dem, der lige nu er nået til Europa, så voldtages, tortureres og bombes der stadig systematisk i Syrien. Hvornår gør de kendte noget for dem - fx a la det den amerikanske skuespiller Angelina Jolie? Hvornår går de ind i kampen og kræver/demonstrerer for flyveforbudszoner og humanitære korridorer i Syrien?"

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.