Naser Khader forbigået som minister: Som kvinde havde jeg haft en chance
Når der deles ministerposter ud, er det brutalt, skriver Naser Khader i en kommentar i BT. Søndag aften overvejede han højhælede sko og et navneskifte til Natascha Khader, skriver han.
Selvom der ikke står minister på visitkortet, så vil Naser Khader fortsat kæmpe for det han tror på.
Selvom der ikke står minister på visitkortet, så vil Naser Khader fortsat kæmpe for det han tror på. Foto: Claus Fisker/Scanpix/arkiv


Naser Khader (K) var en af dem, der sad søndag aften og ventede på den forløsende opringning. Den der betyder forskellen mellem en ministerbil og offentlige transportmidler.

Det skriver han i en kommentar i BT fredag.

Naser Khader fortæller, at han tilbragte aftenen sammen med kolleger fra de andre blå partier - alle ventede ved telefonen.

- Jeg blev vidne til både glæde og tårer. Det er brutalt, for ingen kan føle sig sikre på, om de er udvalgt, fyret eller skrottet. Uanset kvalifikationer og hvor godt man har klaret sig, er der en kabale, der skal gå op. Her er der ingen retfærdighed. Der skal tages hensyn til den politiske konstellation, til kønskvotienten, til magtbalancen i partierne og partiernes mærkesager, skriver den konservative politiker.

Men Naser Khaders telefon forblev tavs. Kabalen med de 22 ministerposter indeholdt ikke hans navn.

- Der blev ikke en ministerpost til mig i denne omgang. Et kort øjeblik overvejede jeg, hvordan jeg ville se ud i højhælede sko og tænkte, at navnet Natascha Khader egentlig passer meget godt til mig. For som kvinde og indvandrer ville jeg nok have bedre chancer, skriver Naser Khader.

Han siger, at det er helt naturligt, at alle på Borgen har 'en drøm om at gøre en forskel og få indflydelse på den politik, der laves.'

Naser Khader vil ikke lade som om, at han nu ikke længere har en minister i maven. Men han glæder sig nu over, at han som folketingsmedlem kan fortsætte sin 'værdikamp'.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.