Nasa finder 1284 planeter omkring stjerner ude i rummet
Fund af over 1000 exoplaneter giver håb om at finde en planet som Jorden, siger Nasas videnskabelige chef.
Denne planet - Kepler-37B - er tidligere fundet i kredsløb om en stjerne af Kepler-rumobservatoriet. Billedet er dog kun en tegning af den såkaldte exoplanet.
Denne planet - Kepler-37B - er tidligere fundet i kredsløb om en stjerne af Kepler-rumobservatoriet. Billedet er dog kun en tegning af den såkaldte exoplanet. Foto: Hopd/AP


Den amerikanske rumadministration, Nasa, har fundet det hidtil største antal planeter uden for Jordens solsystem. I alt drejer det sig om 1284 såkaldte exoplaneter, som er betegnelsen for planeter i kredsløb om en anden stjerne end Solen.

De er blevet fundet med Keplers rumteleskop, oplyser Nasa.

- Med denne meddelelse er antallet af bekræftede planeter med Keplers mere end fordoblet, siger Ella Stofan, der er videnskabelig chef i Nasas hovedkvarter i Washington.

- Dette giver os håb om, at et eller andet sted derude - omkring en stjerne som ligner vores - kunne vi finde endnu en planet som Jorden, siger hun.

Det ubemandede Kepler-rumobservatorie blev opsendt i 2009. Det har skannet 150.000 stjerner for tegn på objekter i kredsløb. Særligt de objekter eller planeter, som ville kunne vise tegn på at kunne understøtte liv.

Det er en særlig teknik, der skal benyttes for at finde planeter i kredsløb i et andet solsystem. Her indgår farver og lys og avancerede beregninger.

Indtil i dag er der blevet identificeret næsten 5000 exoplaneter. Men det var først i 1990'erne, at de første af dem blev fundet.

Af de 1284 planeter, som Kepler-observatoriet senest har fundet, kan næsten 500 være klippefyldte planeter som Jorden, siger Nasa.

- Ni af disse er i kredsløb i deres sols beboelige zone, som er distancen fra en stjerne, hvor en planet i kredsløb kan have overfladetemperatur, der tillader flydende vand at samle sig, hedder det.

Med disse ni planeter kan der nu være fundet 21 exoplaneter, som muligvis kunne befinde sig i et kredsløb i en beboelig zone, og som muligvis kunne være en kilde til liv, mener Nasa.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.