Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

Nasa: Armstrongs måneflag er væk

Armstrongs kendte amerikanske flag på Månen er forsvundet. Men andre flag fra månelandinger står der endnu.

30. juli 2012 kl. 15:15 (opdateret kl. 16:31)
Start et spil på Spigo.dk
Spil
Edwin Buzz Aldrin står her ved siden af flaget, der nu er væk.
Edwin Buzz Aldrin står her ved siden af flaget, der nu er væk. Foto: Neil Armstrong / POLFOTO
Del på Facebook
Mail artiklen
Print artiklen

Rumfartsorganisationen Nasa har gennemført seks månelandinger siden 1969, og ved hver landing er det amerikanske flag blevet placeret på månen for at markere begivenheden.

Og flagene står der endnu - på nær ét!

Det manglende flag er det mest kendte, nemlig fra den første bemandede månelanding i 1969, Apollo 11, hvor astronaut Neil Armstrong placerede Stars and Stripes i månelandskabet.

Nasa har over de seneste år taget fotografier af Månen, og her fremgår flagene tydeligt, skriver space.com.

- På billederne står det klart, at de amerikanske flag stadig står og kaster skygger på alle landingssteder, undtagen Apollo 11's, skriver ledende forsker Mark Robinson fra Nasa på en blog ifølge space.com.

Men det første flag er altså ikke at se på månefotografierne.

I 1969 sagde Armstrongs astronaut-kollega Buzz Aldrin, at flaget var blevet blæst over af udstødningen, da Apollo 11 rejste fra Månen igen.

- Det ser ud som om, at det var korrekt, konstaterer Mark Robinson.

Selvom Armstrongs manglende flag kunne give anledning til ny vind i konspirationsteorierne om, at Apollo 11 aldrig var på Månen, så har forskerne fundet andre tegn på månelandingerne over de seneste år.

Blandt andet landingsstederne, efterladt materiel og endda astronauters støvleaftryk, som Nasas fotosonde har taget billeder af, mens den befandt sig omkring 24 kilometer over Månens overflade.

I forbindelse med flagene har forskerne set på billeder taget af de samme områder hver dag på Månen, og de har observeret skygger, der cirkler omkring det punkt, hvor flaget skulle stå.

Robinson kalder billederne "overbevisende".

- Personligt er jeg lidt overrasket over, at flagene har overlevet det skarpe ultraviolette lys og temperaturerne på Månens overfalde, men det gjorde de, skriver Robinson, der henviser til, at temperaturen på Månen svinger mellem omkring 110 plusgrader og 180 minusgrader.

/ritzau/

Foto: Er der liv på Mars? Se selv på NASAs fotos

Læs også: Kvinder vil giftes med Nasa-nørd

Læs også: Fantastiske fodbold-molekyler fundet i rummet

NYHEDSBREV
 
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
separator
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores forretningsbetingelser.
DEBAT OM ARTIKLEN
For at kommentere skal du være logget på Facebook. Logges på via "Kommenter via...", genindlæs siden
© Copyright 2013, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites