Narkobelastet Colombia gør medicinsk cannabis lovligt
Den colombianske præsident har legaliseret cannabis til visse patienter i det sydamerikanske land.
Colombia bliver det næste land i rækken, der legaliserer cannabis til medicinsk brug. Arkivfoto
Colombia bliver det næste land i rækken, der legaliserer cannabis til medicinsk brug. Arkivfoto Foto: Sojka Libor/CTK


Colombia er det næste land i rækken, der gør cannabis til medicinsk brug lovligt.

Landets præsident, Juan Manuel Santos, har tirsdag underskrevet et dekret, som tillader såkaldt terapeutisk brug af det euforiserende stof.

- At tillade brug af marihuana står ikke i modsætning til vores internationale forpligtelser om at kontrollere narkotika eller imod vores politik om at bekæmpe narkosmugling, siger præsidenten til journalister.

Det vil fortsat være ulovligt at dyrke, distribuere og sælge cannabis i det sydamerikanske land, der er kendt for sine narkoproblemer.

Tidligere i år gjorde Colombia det ulovligt at sprøjte mod de ulovlige afgrøder på grund af bekymringer om, at sprøjtemidlet kan forårsage kræft.

Den nuværende lovgivning i landet betyder, at det er lovligt at være i besiddelse af op til 20 gram marihuana eller 20 marihuana-planter til privat brug.

11,5 procent af indbyggerne i Colombia har røget hash mindst én gang i deres liv ifølge en undersøgelse, der blev offentliggjort for nylig.

Hverken regeringen eller præsidenten har nogen planer om at gøre cannabis fuldt ud lovligt, som det er tilfældet i Uruguay. Her blev det i 2013 lovligt at indtage, dyrke og sælge cannabis.

Nogle selskaber - herunder enkelte fra udlandet - har ifølge regeringen vist interesse for at producere og sælge cannabis i Colombia.

Narkokarteller i Colombia bruger i dag mest deres ressourcer på at dyrke og producere kokain, der er mere indbringende end marihuana.

Østrig, Belgien, Canada, Tjekkiet, Finland og Israel er blandt de lande, der allerede tillader medicinsk cannabis.

En række partier, der tilsammen udgør et smalt politisk flertal i Folketinget i Danmark, har også tilkendegivet, at de er klar til at forsøge at legalisere cannabis til smertelindring.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.