Napoli-triumf i betændt italiensk topopgør mod Roma
Napoli vandt det første møde med Roma efter en 31-årig tilhængers død i maj. Én god halvleg var nok.
Ligatopscorer Jose Callejon forsøger at overliste Romas målmand Morgan De Sanctis, men chippet bliver for kort. Til gengæld lykkedes det senere i kampen for spanieren at lave sit ottende ligamål og slå Napoli-sejren fast.
Ligatopscorer Jose Callejon forsøger at overliste Romas målmand Morgan De Sanctis, men chippet bliver for kort. Til gengæld lykkedes det senere i kampen for spanieren at lave sit ottende ligamål og slå Napoli-sejren fast. Foto: Salvatore Laporta/AP


Napoli mindskede afstanden til andenpladsen i den italienske Serie A, da holdet besejrede Roma med 2-0 hjemme på San Paolo.

Sejren bliver formentlig fejret af mange årsager i Napoli, hvor kampen blev afviklet i skyggen af drabet på den 31-årige tilhænger Ciro Esposito i maj måned sidste år.

Politiet har sigtet en ultra-supporter fra Roma, Daniele De Santis, for at have dræbt Esposito, og af samme grund var Roma-tilhængere forment adgang til stadion lørdag for at undgå ballade.

Begge hold virkede da også meget opsatte til kampen, som Napoli indledte bedst.

Hjemmeholdet grundlagde sejren i en flot spillet første halvleg, hvor Gonzalo Higuain allerede efter tre minutter bragte napolitanerne foran.

Værterne fortsatte i samme dur og kunne meget vel være kommet yderligere foran, hvis ligatopscorer Jose Callejon havde været lidt skarpere.

Den tidligere Real Madrid-angriber brændte et par store chancer, inden han fem minutter før tid gav de halvtomme tribuner noget at juble over.

Han satte foden på en veltimet stikning fra Higuain og cementerede med sit ottende sæsonmål sejren, der var holdets fjerde i seks kampe.

Napoli har 18 point efter 10 kampe, hvilket er fire mindre end Roma. Juventus besejrede i en af lørdagens øvrige kampe Empoli med 2-0 og har dermed 25 point på førstepladsen.

Andrea Pirlo satte Juventus i gang efter pausen med et fremragende frisparksmål, inden Alvaro Morata satte trumf på 20 minutter før tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.