Napoli-topscorer får lang karantæne for dommerskub
Gonzalo Higuain skal afsone fire dages karantæne for en episode i Napolis kamp mod Udinese i Serie A.
Napolis Gonzalo Higuain var rasende over udvisningen mod Udinese.
Napolis Gonzalo Higuain var rasende over udvisningen mod Udinese. Foto: Lancia/AP


Tidligere på året lå fodboldklubben Napoli i en god position til at vinde det italienske mesterskab for første gang siden 1990.

Men siden er syditalienerne blev overhalet af den forsvarende mester, Juventus, der fører med seks point.

Tirsdag fik Napolis titeldrømme yderligere et knæk, da ligaens suveræne topscorer, Gonzalo Higuain, blev idømt fire spilledages karantæne.

Straffen er en konsekvens af, at den argentinske angriber skubbede dommeren i brystet efter at have fået sit andet gule kort og dermed rødt i søndagens udekamp mod Udinese, som Napoli tabte 1-3.

Gonzalo Higuain var rasende efter udvisningen, og holdkammerater måtte holde ham tilbage fra at begå yderligere dumheder, inden de fik ham bugseret fra banen.

Det ventes, at Napoli vil appellere kendelsen i håbet om at få nedsat straffen.

Higuain har haft en stor sæson for Napoli og har scoret 30 ligamål, hvilket er mere end dobbelt så mange som nummer to på ligaens topscorerliste.

Lige nu ser det dog kun ud til at række til en andenplads i Serie A. Napoli har syv spillerunder til at hente Juventus.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.