Napoli og Roma deler i sløj topkamp
De største chancer tilfaldt Napoli, men topkampen i Serie A mod Roma endte målløst.
Napoli og Lorenzo Insigne (til venstre) er ikke helt så overlegne i Serie A, som holdet har været i Europa League denne sæson.
Napoli og Lorenzo Insigne (til venstre) er ikke helt så overlegne i Serie A, som holdet har været i Europa League denne sæson. Foto: Gianfilippo Oggioni/AP


Napoli er ikke helt lige så overlegne i Serie A, som holdet har været i denne sæson i Europa League i FC Midtjyllands gruppe, hvor det blev til lutter sejre.

I søndagens topkamp mod Roma tabte napolitanerne et vigtigt skridt i toppen af tabellen, da opgøret sluttede 0-0.

Dermed er Napoli på tredjepladsen i Serie A fire point efter Inter på førstepladsen, mens Roma er nummer fire med tre point op til Napoli.

Efter en målløs og sløj første halvleg åbnede kampen sig mere op i de sidste 45 minutter.

Det udløste tilmed en sjælden målchance efter en time. En kikset blokering af en forsvarsspiller gav Napolis Marek Hamsik en friløber, men fra en halvspids vinkel kanonerede han bolden forbi stolpen.

Det var kampens på det tidspunkt største chance.

Senere skulle Roma få en endnu større chance for at åbne målscoringen, men to medspillere løb i vejen for hinanden tæt under mål.

I kampens sidste minutter fik Napolis Marek Hamsik og Omar El Kaddouri muligheder for at afgøre kampen, men begge forsømte at få bolden i nettet.

Senere søndag mødes Juventus og Fiorentina i endnu en topkamp i Serie A.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.