Gerningsmændene til et opsigtsvækkende overfald juleaften på Vesterbro er stadig ikke fundet. Det skriver Ekstra Bladet.
- Vi efterforsker fortsat sagen, og den har høj prioritet, siger Jesper Cederholm fra Station City til Ekstra Bladet.
Nanna Skovmand og hendes kæreste blev overfaldet, da de kom gående nær Enghaveplads juleaften. Historien om overfaldet fik enorm opmærksomhed, fordi Nanna valgte at lægge sit sønderslåede ansigt på Facebook og fortælle historien.
LÆS OGSÅ: Ung kvinde deler chok-foto: Jeg blev overfaldet juleaften
Politiet er i gang med at gennemgå videoovervågning og andre spor, der eventuelt kan føre til anholdelse af den gruppe unge mænd, der overfaldt parret med flasker og jernkæder.
Også tidligere voldssager i området bliver finkæmmet for at se, om nogle af de voldsmænd politiet kender i forvejen, matcher signalementet.
LÆS OGSÅ: Efter overfaldet på Nanna: Kæmpe debat på Facebook
Politiet har foreløbig udsendt signalement på to af de formodede gerningsmænd. De beskrives således:
A: Mand, mulig somalisk baggrund og 16-17 år gammel. Han var iført lyseblå hættetrøje, mørkt tøj og hvide sneakers-sko.
B: Mand, mulig somalisk baggrund, 16-17 år og skaldet. Han var iført sort dynejakke med hvid hættetrøje, lyse jeans og mørke sko.
LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen: Trist over overfaldet på Nanna