Hvad er det helt præcist, der ligger til grund for den praksis, som Erstatningsnævnet beskriver i 2011-årsberetningen (se venligst herunder)?
"I den forbindelse må der tages hensyn til, at arbejde i plejesektoren og som pædagog mv. normalt involverer mere fysisk kontakt med personer end arbejde i andre brancher. Nævnet anser derfor ikke almindelig modstand i forbindelse med håndtering, fastholdelse eller lignende for at være retsstridig."
I den forbindelse kan jeg generelt oplyse følgende:
En særlig tilfældegruppe udgør plejepersonale, lærere, pædagoger og lignende, der kommer til skade, fordi en patient eller elev opfører sig voldsomt eller decideret voldeligt.
Hvis der foreligger en politianmeldelse i disse sager, danner politiets efterforskning og eventuelle afgørelse om påtaleundladelse, tiltalefrafald eller tiltale grundlaget for nævnets afgørelse om, hvorvidt der har været tale om en straffelovsovertrædelse.
I de tilfælde, hvor der er rejst tiltale ved domstolene, følger nævnet naturligvis rettens afgørelse om, hvorvidt der har været tale om en straffelovsovertrædelse, ligesom nævnet efter offererstatningslovens § 11 a følger rettens eventuelle afgørelse om erstatning.
I disse sager foretages der sjældent politianmeldelse af skadelidte eller af institutionen, og anmodning om erstatning indsendes ofte først til Erstatningsnævnet lang tid efter episoden. Det betyder, at Erstatningsnævnet i disse sager ofte kun har ansøgerens egen forklaring om episoden som afgørelsesgrundlag.
Erstatningsnævnet dispenserer som regel fra kravet i offererstatningsloven § 10, om at episoden skal være politianmeldt inden 72 timer (...). Nævnet følger hermed en henstilling fra Folketingets Retsudvalg (...).
Det hedder i henstillingen: "[Retsudvalget] finder, at Erstatningsnævnet i forbindelse med nævnets samlede vurdering af, om kravet om politianmeldelse i § 10 bør fraviges i de konkrete sager, som måtte blive forelagt for nævnet til afgørelse, bør være opmærksom på, at pædagogiske og behandlingsmæssige hensyn kan tale imod en politianmeldelse."
Har ansøgeren - efter at være blevet opfordret til at indgive politianmeldelse - modsat sig dette eller i øvrigt ikke villet medvirke til sagens oplysning, vil der dog fortsat kunne meddeles ansøgeren afslag i henhold til offererstatningsloven § 10 eller dennes analogi.
Erstatningsnævnet forsøger altid at indhente en udtalelse fra institutionens ledelse om det præcise hændelsesforløb i forbindelse med den episode, som har udløst erstatningskravet, og om hvorfor episoden ikke er politianmeldt.
Er episoden først anmeldt til nævnet et stykke tid efter, den fandt sted, kan det dog være vanskeligt at få en brugbar udtalelse fra ledelsen eller andre om det præcise hændelsesforløb, idet episoden ofte er mere eller mindre glemt på institutionen, ligesom der ofte kan være sket udskiftninger blandt personalet, der medfører, at ingen kender nærmere til episoden.
Er en ansøgning om erstatning indgivet lang tid efter den episode, der har udløst erstatningskravet, og understøttes ansøgerens beskrivelse af episoden ikke af optegnelser eller notater, der er gjort umiddelbart efter eller i forbindelse med denne, kan nævnet normalt ikke anse det for godtgjort, at ansøgeren har været udsat for en straffelovsovertrædelse.
Optegnelser foretaget umiddelbart efter eller i forbindelse med episoden kan fx være arbejdsskadeanmeldelser, indberetninger til ledelsen om episoden eller lægelige optegnelser.
Erstatningsnævnet betaler ikke erstatning i anledning af skader, der hovedsageligt skyldes den måde, arbejdet er tilrettelagt på (...).
Kun hvor der er tale om en konkret hændelse, der udgør en klar overtrædelse af straffeloven fra patientens eller elevens side, kan tilskadekomsten dækkes efter offererstatningsloven. At der skal være tale om en klar overtrædelse af straffeloven indebærer, at den strafbare handling skal være af en vis kvalificeret art, at handlingen skal være retsstridig, og at der skal foreligge fornødent forsæt.
Handlingen skal med andre ord være "villet". Skader opstået indenfor pleje- og pædagogsektoren og lignende områder, hvor der ikke foreligger rettidig politianmeldelse og -undersøgelse, og hvor der alene er tale om småtjatteri eller almindelig modstand i forbindelse med fastholdelse, vil normalt ikke udgøre en strafbar handling, som kan medføre dækning efter offererstatningsloven for opstået personskade.
Ved Erstatningsnævnets afgørelse om, hvorvidt der foreligger en straffelovsovertrædelse, vil det også indgå i vurderingen, om episoden har fundet sted i et miljø, hvor der normalt er mere fysisk kontakt mellem de involverede personer, end det er sædvanligt andre steder i samfundet. Det kan fx være tilfældet i arbejdet med skolebørn og på plejehjem.
Nævnet tager i hvert enkelt tilfælde stilling til den konkrete situation, herunder også hvorvidt skadevolder befinder sig i en sådan psykisk eller fysisk tilstand, at hændelsen må vurderes ikke at gå ud over, hvad den ansatte i kraft af sit virke som f.eks. plejer, underviser eller pædagog kan forvente i situationen.
Det kan i den forbindelse også tillægges betydning, hvis en hændelse af institutionen anses som så dagligdags, at den ikke politianmeldes, og som i et vist omfang skyldes arbejdets tilrettelæggelse.
Det bemærkes, at nævnet i de tilfælde, hvor nævnet tilkender erstatning, selvom der ikke er foretaget politianmeldelse, som regel indstiller, at der gøres regres mod skadevolderen, også selvom skadevolderen er mindreårig eller utilregnelig.
Hvis den oplyste skadevolder er under 14 år, eller der er oplysninger, som giver anledning til at formode, at skadevolderen har manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt, vil Erstatningsnævnet som udgangspunkt henvise skadelidte til at rette henvendelse til skadevolderens eventuelle ansvarsforsikringsselskab.
Dette skyldes den særlige bestemmelse i forsikringsaftalelovens § 19. Efter denne bestemmelse fraviges det forsikringsretlige udgangspunkt om, at skader, som den forsikrede skadevolder selv har fremkaldt ved forsæt, ikke dækkes, "når den sikrede var under 14 år eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand har manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt".
Børn under 14 år vil ofte være dækket af forældrenes ansvarsforsikring, ligesom en del voksne institutionsanbragte eller sindslidende vil være dækket af en ansvarsforsikring. Efter offererstatningslovens § 7, stk. 1, kan der ikke betales erstatning, i det omfang skaden dækkes af forsikring.
Er det ministeren, der har indskærpet dette over for nævnet? Eller er det nævnets/formandens egen formulering?
Nævnets afgørelse træffes efter offererstatningslovens § 11 af et nævn, der er nedsat af justitsministeren, som også fastsætter nævnets forretningsorden (se bekendtgørelse nr. 365 af 17. april 2012). Nævnet har efter offererstatningslovens § 16 den endelige administrative afgørelse af de sager, der indbringes for nævnet.
Nævnets afgørelse kan således ikke indbringes for ministeren, ligesom ministeren ikke har nogen instruktionsbeføjelse over for nævnet med hensyn til afgørelse i konkrete sager eller særlige sagskategorier. Det er nævnet – og altså ikke ministeren – som udfærdiger nævnets årsberetning.
Hvilke faggrupper går ind under nævnets betegnelse "i plejesektoren og som pædagog mv."? Er socialrådgivere også underlagt denne praksis?
Se ovenfor under besvarelsen af spørgsmål 1.
Jeg undrer mig stadigvæk over, at en skalle nikket mod en sosu-assistent, der arbejder i plejesektoren, er "mindre værd" i en erstatningssammenhæng end en skalle nikket mod en tilfældig forbipasserende. Er nævnet med disse afslag ikke med til at legitimere vold mod sosu-assistenter og andre offentligt ansatte?
Se ovenfor under besvarelsen af spørgsmål 1.
Der er naturligvis ikke tale om, at nævnet ved sine afgørelser – uanset om der tilkendes erstatning eller ikke tilkendes erstatning – legitimerer vold mod sosu-assistenter eller andre offentlige ansatte.
I øvrigt er offentligt ansatte i deres hverv særligt strafferetligt beskyttet ved bl.a. bestemmelsen i straffelovens § 119 (om "vold mod tjenestemand i funktion").
Om det, der populært betegnes som "nikke en skalle" strafferetligt kan henføres under straffelovens voldsbestemmelser (f.eks. straffelovens § 119, § 244 og § 245), beror på de konkrete omstændigheder herunder gerningsmandens forsæt.