Nadal viser tænder på tærsklen til ny sæson
Rafael Nadal, der fredag slog David Ferrer, har fået en god optakt til den kommende sæson, siger han.
Rafael Nadal slog fredag David Ferrer i tre sæt.
Rafael Nadal slog fredag David Ferrer i tre sæt. Foto: Colourbox/free


Officielt begynder den nye tennissæson først på mandag, men allerede i disse dage tyvstarter en række af verdens bedste herrespillere ved opvisningsturneringen Mubadala World Tennis Championship i Abu Dhabi.

På årets første dag viste den tidligere verdensetter Rafael Nadal gode takter forud for 2016-sæsonen.

Han besejrede i semifinalen sin spanske landsmand David Ferrer i tre sæt med cifrene 6-3, 6-7, 6-3.

Den nifoldige French Open-mester var en overgang tæt på at ryge ud af top-ti i 2015, men han kæmpede sig tilbage og sluttede året på en femteplads.

Nu har han ambitioner om at gøre det endnu bedre i den kommende sæson efter en god træningsoptakt.

- Vi har haft utrolig godt vejr på Mallorca, så det har været muligt at træne lige så meget, som vi har villet, siger Rafael Nadal ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Selv om sidste sæson ikke var den bedste, sluttede jeg trods alt som nummer fem. Jeg sluttede 2015 med en god følelse og har bygget videre på den gode følelse i min træning. Jeg har en stærk tro på, at jeg er meget konkurrencedygtig, tilføjer Nadal.

Om han ligefrem kan spille sig tilbage på toppen af ranglisten, tør han ikke spå om.

- Jeg forventer ikke et utroligt comeback. Jeg forventer, at jeg forbedrer mit niveau, og sker det, håber jeg at kunne kæmpe med om de store ting, siger Nadal.

Han spiller sin første officielle turnering i næste uge i Doha. Først skal han spille finale i Abu Dhabi, hvor modstanderen bliver canadieren Milos Raonic, der i den anden semifinale slog schweizeren Stan Wawrinka med 7-5, 7-5.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.