Nadal tæt på topformen: Klar til kvartfinalen
Rafael Nadal leverede sin hidtil bedste præstation i Australian Open, da han slog Kevin Anderson.
Rafael Nadal leverede sin hidtil bedste præstation i Australian Open, da han slog Kevin Anderson.
Rafael Nadal leverede sin hidtil bedste præstation i Australian Open, da han slog Kevin Anderson. Foto: Vincent Thian/AP


Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal ligner efterhånden en mand på vej i topform i årets første grand slam-turnering, Australian Open i Melbourne.

Nadal leverede søndag morgen dansk tid sin bedste præstation i dette års turnering, da han udmanøvrerede sydafrikaneren Kevin Anderson med 7-5, 6-1, 6-4.

Dermed er Nadal klar til kvartfinalen og fortsætter jagten på karrierens 15. grand slam-titel, selv om han på forhånd havde afskrevet sig selv efter en tung periode med skader og sygdom.

- Jeg er tilfreds med, at jeg viste fremgang i alle dele af spillet, siger Rafael Nadal ifølge nyhedsbureauet Reuters efter den klare sejr over den 203 centimeter høje Anderson.

Sydafrikaneren var kun inde i kampen i første sæt, og han havde fem breakbolde ved stillingen 5-5, men Nadal afværgede dem alle.

Da første sæt var bjærget i land, var der ingen problemer for den tidligere verdensetter, der vandt opgøret uden at bruge alt for mange kræfter.

I kvartfinalen venter den syvendeseedede tjekke Tomas Berdych, som Nadal har vundet over de seneste 17 gange, de to har mødtes.

Berdych spillede sig i kvartfinalen med en sejr i tre sæt over useedede Bernard Tomic fra Australien.

Han slår fast, at den lange nederlagsstime mod Nadal ikke får betydning i de tos næste møde.

- Det starter fra 0-0. Sådan er det. Man skal ikke sammenligne med tidligere. Jeg glæder mig bare til kampen, lyder det fra tjekken.

Senere søndag spillede Andy Murray sig også videre til kvartfinalen med en sejr på 6-4, 6-7, 6-3 og 7-5 over Grigor Dimitrov.

Det er 16. grand slam-turnering på stribe, hvor Andy Murray når kvartfinalen. Skotten har tre gange været i finalen i Australian Open, men har tabt dem alle.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.