Nadal skriver historie med finalesejr i Stuttgart Open
Rafael Nadal tankede selvtillid før Wimbledon, da han vandt Stuttgart Open over serbiske Viktor Troicki.
Spanske Rafael Nadal hentede god træning før Wimbledon, da han søndag vandt finalen i turneringen i Stuttgart over Viktor Troicki.
Spanske Rafael Nadal hentede god træning før Wimbledon, da han søndag vandt finalen i turneringen i Stuttgart over Viktor Troicki. Foto: Marijan Murat/AP


Spanske Rafael Nadal tankede selvtillid før Wimbledon, der spilles i slutningen af juni, da han søndag vandt græsturneringen i Stuttgart over serbiske Viktor Troicki.

Rafael Nadal, der ikke har har haft den vanlige succes på grus i år, besejrede serberen 7-6, 6-3, og dermed skrev Nadal faktisk historie.

Han er nu den eneste tennisspiller, der har vundet Stuttgart Open både på grus og græs. Efter Nadals sejre i 2005 og 2007 skiftede man underlag til græs for at blive en attraktiv opvarmningsturnering forud for Wimbledon.

Det er Nadals 66. titel i karrieren, og det er femte gang, Rafael Nadal besejrer Viktor Troicki, som blev udsat for 11 serveesser fra spanieren.

De ekstra point på verdensranglisten var kærkomment for Nadal, der efter French Open, hvor kvartfinalen blev endestation, dumpede ned på 10.-pladsen.

Grand slam-turneringen Wimbledon begynder 29. juni.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.