Nadal kæmper med nerver og lav selvtillid
Rafael Nadal tabte i tredje runde i Miami og indrømmer, at han ikke udstråler den gamle uovervindelighed.
Den tidligere verdensetter i tennis Rafael Nadal erkender, at der er kommet sprækker i selvtilliden.
Den tidligere verdensetter i tennis Rafael Nadal erkender, at der er kommet sprækker i selvtilliden. Foto: Wilfredo Lee/AP


Den tidligere verdensetter i tennis Rafael Nadal erkender, at der er kommet sprækker i selvtilliden efter en lang periode, hvor spillet har været af svingende kvalitet.

Spanieren var et godt stykke fra tidligere styrke, da han søndag blev slået med 6-4, 2-6, 6-3 af landsmanden Fernando Verdasco i tredje runde af Miami Open, og den 14-dobbelte grand slam-vinder mener, problemerne primært sidder i hovedet.

- Det er ikke et spørgsmål om tennis. Det handler om at være afslappet nok til at spille godt på banen, siger Rafael Nadal ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Spanieren startede året svagt med et førsterundenederlag i Qatar Open og derefter svingende præstationer i Australian Open.

Men han lignede en mand, der var på rette spor, da han i begyndelsen af marts vandt Argentina Open - karrierens 46. titel på grusunderlag.

- For halvanden måned siden kunne jeg ikke få spillet til at fungere. Siden har mit spil forbedret sig, men jeg optræder stadig for nervøst i mange vigtige situationer, og jeg er lidt for urolig ind imellem, siger han.

Han mener ikke, at de lange skadespauser i de senere år er årsagen til problemerne.

- De fysiske problemer er fortid. Jeg spiller turneringer igen. Jeg spiller uge efter uge. Det er ingen undskyldning. Det handler om noget andet i dag. Jeg er lidt for svingende. Sådan var det ikke tidligere.

- Jeg føler mig mere træt end sædvanligt, og jeg føler ikke, jeg har tillid til, at når jeg slår til bolden, rammer jeg den, hvor jeg gerne vil. Det er en masse små ting, der er vanskelige at forklare.

Til Nadals fordel taler, at grussæsonen står for døren. På det røde underlag er spanieren traditionelt meget svær at have med at gøre.

- De turneringer, der kommer nu, passer historisk set godt til mit spil, det er gode turneringer for selvtilliden.

- Men hvis jeg ikke for kontrol over alle de ting, får jeg ingen succes, erkender Rafael Nadal.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.